Selv om vejret har været fuldstændig fantastisk udenfor idag, så rummer mit liv tunge mørke skyer og jeg har det som om jeg træder rundt på tynd, skrøbelig is, som knager faretruende...
Og det værste, eller bedste, alt efter hvordan man ser det, så er det ikke pga mit eget liv som sådan...men et menneske som står mig meget nært.
Nemlig Yngstedatteren (22 år).
Jeg har ikke tidligere skrevet så meget om det her...ikke fordi det skule være en hemmelighed, men mere som et udtryk for omsorg for hende og hendes liv.
Men nu bliver jeg simpelthen nødt til at tage bladet fra munden ...og jeg har fået tilladelse af hende... :o)
For et års tid siden startede Yngstedatteren hos en rigtig god psykiater, på grund af mistanke om at hun var Borderline. Jeg skylder måske at fortælle at hun siden hun var ca. 10 år har været forbi sin del af psykologer.
Ikke fordi hun hverken havde svært ved indlæring eller var adfærdsvanskelig, men fordi jeg oplevede at hun havde nogle vanskeligheder med bl.a. at tøjle sit voldsomme temperament. Og hun havde allerede da meget store humørsvingninger. Ja faktisk har jeg altid sådan lidt i spørg med et gran af alvor sagt at hun har været teenager siden hun blev født... :o)
Men uanset disse utallige besøg hos psykologer så fik hun det ikke bedre. Og slet ikke da jeg, som var hendes primærperson, gik fuldstændig ned med flaget da hun var 15½ år gammel. Derefter blev hendes liv præget af smerter i maven og tiltagende depressiv tilstand.
Den læge vi havde på daværende tidspunkt på Nørrebro, var rent ud sagt ikke to potter pis værd, så hun fik ikke den hjælp hun skulle have haft før vi flytter her til Valby for 4 år siden.
Han tog os begge meget alvorligt.
Det gjorde distrikts-psykiatrien i Valby desværre ikke.
Hun blev smidt ud for ikke at møde op til alle sessionerne i gruppeterapien.
(Øh...hvad med at gribe fat i den unge dame og høre hvorfor hun ikke kommer, og forklare hende konsekvenserne?)
Og fordi hun også i samme moment flyttede sammen med kæresten i et andet distrikt af København, ja så kunne hun jo alligevel ikke fortsætte der - var deres anden begrundelse.
Hun fortsatte med at have samtaler med vores læge i en periode og disse mundede atter ud i en henvisning til Distrikts psykiatrisk center på Vesterbro og her blev der for første gang i dette regi lyttet ordentligt efter.
Hun skulle i behandling hos en psykiater (stadigvæk med mistanke om Borderline) men da det offentlige ikke kunne tilbyde et forløb indenfor behandlingsgarantien på 2 md. så fik hun 3 forskellige private tilbus af vælge imellem.
Hun startede så som tidligere skrevet hos en rigtig dygtig psykiater for ca 1 år siden.
Det stod efter et stykke tid klart for denne psykiater at hun ikke var Borderline, men er Bipolar affektiv.
(Det som man før i tiden kaldte manio-depressiv)
Det var jo et større chok end bare som så for os alle, men han måtte jo vide hvad han snakkede om.
Hun har nu været i behandling hos ham i 1 år, der har været eksperimenteret med forskellige anti-psykotiske mediciner...og hun er stadigvæk ikke stabil eller fastsat i medicin, men hun har det da bestemt bedre end hun har haft det i lang rid.
I vores skønne tidligere regering blev det jo besluttede at selv om folk var syge, så skulle de alligevel i aktivering, og det har Yngstedatteren også været. Først i et projekt med andre psykisk sårbare unge, det gik godt i et stykke tid, men hun fik det igen dårligere og det blev besluttet fra kommunens side at hun skulle tilbydes et projekt hvor der hver 14. dag ca. kommer en person hjem for at følge op på hendes situation.
Det projekt har hun været i ca. et års tid nu og har skiftet kontaktperson 4! - ja 4 gange. Og når man i forvejen har problemer med at have tillid til fremmede og er psykisk sårbar, ja så er det bare ikke smart... Jeg ved godt at man ikke kan gardere sig imod at folk får andet arbejde og derfor må stoppe, men at flytte rundt på medarbejderne så de skal have andre borgere er altså ikke en smart ide når man har med psykisk sårbare mennesker at gøre.
Hun har været heldig med de første tre, men hende som hun har nu er under al kritik.
Mere om det senere...
For 1½ måned siden gik det hverken værre eller bedre end at Yngstedatteren og kæresten hendes besluttede at gå fra hinanden efter 6½ års kæresteri.
Og vi ved alle at selv om det er en næsten fælles beslutning, ja så er man ikke helt på toppen efter sådan en beslutning.
Kæresten som nu er ex. flytter og Yngstedatteren ønsker at blive boende i lejligheden.
Men så opstod der jo bare lige det problem at hun jo er under 25 år og derfor på den laveste sats af kontanthjælp. Derfor gik vi igang med at prøve at finde ud af om der ikke var muligheder for at hun kunne få noget (mere) økonomisk støtte.
Det er så her Kontaktpersonen fra projektet forventes at yde noget praktisk arbejde for hendes løn.
Men nej, efter 2 uger vender hun tilbage og fortæller at hun ikke har kunne finde ud af noget. :oS
Vi går selv igang med at lede på nettet.
Der er en paragraf (25, stk.2) i loven om beskæftigelse, som giver unge psykisk syge under 25 år mulighed for at få kontanthjælp efter satsen for dem over 25 år.
Den søger vi.
I torsdags, 3 uger senere; fik hun brev om at hun var blevet bevilliget 600 kr mere om måneden...hvilket jo også var noget, men langt fra nok...efter en helt anden paragraf end den vi havde søgt?!?
Yngstedatteren ringede til Ydelsesservice for at få at vide hvorfor man ikke havde behandlet ansøgningen som det vi havde ansøgt om. Til svar fik hun at hende vi havde ansøgt hos, nok ikke havde ville ansøge om det fordi Yngstedatteren nok alligevel ville få afslag fordi hendes psykiske lidelse ikke specifikt står på listen... Men havde hun søgt for et år siden, ja så havde hun kunne få det, fordi der stod hun jo som Borderline...den lidelse står på listen...Hva'ba?... Jeg er målløs.
Ifølge psykiateren (og en artikel i Socialrådgivernes blad) så er Bipolar lidelse lige så invaliderende som Borderline, og den eneste umiddelbare forskel er at Borderlinere også har problemer på det sociale område. Yngstedatteren har også social-angst og så har de også konstateret OCD hos hende...
Helt ærligt, hvor svært skal det være... :o(
Yngstedatteren blev slået helt ud og kan slet ikke handle mere selv.
Jeg ringer for at snakke med hendes sagsbehandler på Jobcenteret, men får der at vide at vi skal henvende os på det lokale Socialcenter. Der kan man ikke bestille tid til en samtale, så vi mødte personligt op i mandags.
Men her kunne de heller ikke hjælp. Det eneste de kunne tilbyde var hjælp til at henvise til andre instanser, så de henviste os tilbage til Ydelsesservice - og så fik Yngstedatteren nærmest tvunget et skema til ansøgning om enkeltydelse i hånden...bare hvis hun ville have hjælp til tandlæge eller medicin...og råd om at finde sig en billigere bolig, eller evt. at leje et værelse ud...og hvis de evt. skal hjælpe hende med det, ja så skal hun skille sig af med sin hund (Baby-hunden) :oS
Vi var begge meget rystede da vi gik derfra.
Yngstedatteren gik stadigvæk med enkeltydelses-ansøgnings-skemaet i hånden og sagde så : Mor, det er jo altså ikke mine tænder jeg tænker på lige nu... :o(
Nej det kunne jeg godt følge hende i...
Se havde hun nu haft et barn, ja så havde der slet intet problem været...så skulle de hjælpe hende...fair nok...men hun er "bare psykisk syg"- derfor er det åbenbart i orden at gøre hende hjemløs. Altså tvangsfjerne fundamentet for hendes tryghed. Og så hvis de måske skulle kunne hjælpe hende med at finde et andet sted at bo, ja så skal hun også skille sig af med hendes hund. Altså fjerne hendes trofaste følgesvend igennem de sidste 6 år.
Og nu prædiker den nuværende regering konstant om at vi skal sørge for at de unge ikke falder igennem systemet...at der skal en tværfaglig indsats omkring de unge så de ikke skal på førtidspension...
Men i tilfældet med Yngstedatteren kan resultatet af den manglende hjælp gør at hendes psykiske tilstand forværres, hvilket forlænger processen med at finde den korrekte medicinering yderligere.
Vi har regnet på det og har fundet frem til at det vil koste KBH.s kommune 60.000 kr ekstra om året at give Yngstedatteren den forhøjede kontanthjælp.
Og så er der en chance for at hun kan blive hurtigere stabiliseret med medicin så hun kan komme igang med at tage den uddannelse som hun så gerne selv vil og håber på at hun komme igang med...for hun vil rigtig gerne videre med et "normalt" liv...hun bliver aldrig rask, men hun kan med den korrekte medicinering komme til at fungere normalt...
Jeg tør slet ikke tænke på hvad det får af konsekvenser for hendes liv, hvis de ikke hjælper hende...
Heller ikke hvor meget det smerter mit hjerte at stå så magtesløs...
Jeg kan jo af gode grunde ikke fortælle hvad det kan komme til at koste samfundet på længere sigt hvis hun ikke får den økonomiske støtte...
men vi ved jo alle at f.eks. en hospitalsindlæggelse ikke er helt billig...
eller at samfundet på længere sigt måske slet ikke får en arbejdsom og skattebetalende borger ud af hende...men at hun ender med at skulle være på overførelsesindkomst resten af sit liv...
Hvor er det lige at vores såkaldte velfærdssamfund er henne?...
...og det er så her vi står nu... for hvor går man hen og får råd, hjælp og vejledning til det pågældende problem?
Hvis der er nogen der kan give gode råd eller hvis noget af det jeg har skrevet virker som sort snak... så skal du/I være mere end velkomne til at skrive/spørge ind... :o)
Der må være andre end os/Yngstedatteren der står i disse problemer?
Er det stof til en henvendelse til evt. Aftenshowet?
Dette indlæg er ikke skrevet for at angle efter medlidenhed, bare skrevet i frustration/magtesløshed med håb om at nogen derude måske ved noget som vi kan bruge til at komme videre.
