onsdag den 21. marts 2012

Magtesløshed...

Selv om vejret har været fuldstændig fantastisk udenfor idag, så rummer mit liv tunge mørke skyer og jeg har det som om jeg træder rundt på tynd, skrøbelig is, som knager faretruende... 

Og det værste, eller bedste, alt efter hvordan man ser det, så er det ikke pga mit eget liv som sådan...men et menneske som står mig meget nært.
Nemlig Yngstedatteren (22 år).
Jeg har ikke tidligere skrevet så meget om det her...ikke fordi det skule være en hemmelighed, men mere som et udtryk for omsorg for hende og hendes liv.
Men nu bliver jeg simpelthen nødt til at tage bladet fra munden ...og jeg har fået tilladelse af hende... :o)

For et års tid siden startede Yngstedatteren hos en rigtig god psykiater, på grund af mistanke om at hun var Borderline. Jeg skylder måske at fortælle at hun siden hun var ca. 10 år har været forbi sin del af psykologer.
Ikke fordi hun hverken havde svært ved indlæring eller var adfærdsvanskelig, men fordi jeg oplevede at hun havde nogle vanskeligheder med  bl.a. at tøjle sit voldsomme temperament. Og hun havde allerede da meget store humørsvingninger. Ja faktisk har jeg altid sådan lidt i spørg med et gran af alvor sagt at hun har været teenager siden hun blev født... :o)
Men uanset disse utallige besøg hos psykologer så fik hun det ikke bedre. Og slet ikke da jeg, som var hendes primærperson, gik fuldstændig ned med flaget da hun var 15½ år gammel. Derefter blev hendes liv præget af smerter i maven og tiltagende depressiv tilstand.
Den læge vi havde på daværende tidspunkt på Nørrebro, var rent ud sagt ikke to potter pis værd, så hun fik ikke den hjælp hun skulle have haft før vi flytter her til Valby for 4 år siden.
Han tog os begge meget alvorligt.
Det gjorde distrikts-psykiatrien i Valby desværre ikke.
Hun blev smidt ud for ikke at møde op til alle sessionerne i gruppeterapien.
(Øh...hvad med at gribe fat i den unge dame og høre hvorfor hun ikke kommer, og forklare hende konsekvenserne?)
Og fordi hun også i samme moment flyttede sammen med kæresten i et andet distrikt af København, ja så kunne hun jo alligevel ikke fortsætte der - var deres anden begrundelse.
Hun fortsatte med at have samtaler med vores læge i en periode og disse mundede atter ud i en henvisning til Distrikts psykiatrisk center på Vesterbro og her blev der for første gang i dette regi lyttet ordentligt efter.
Hun skulle i behandling hos en psykiater (stadigvæk med mistanke om Borderline) men da det offentlige ikke kunne tilbyde et forløb indenfor behandlingsgarantien på 2 md. så fik hun 3 forskellige private tilbus af vælge imellem.
Hun startede så som tidligere skrevet hos en rigtig dygtig psykiater for ca 1 år siden.
Det stod efter et stykke tid klart for denne psykiater at hun ikke var Borderline, men er Bipolar affektiv.
(Det som man før i tiden kaldte manio-depressiv)
Det var jo et større chok end bare som så for os alle, men han måtte jo vide hvad han snakkede om.

Hun har nu været i behandling hos ham i 1 år, der har været eksperimenteret med forskellige anti-psykotiske mediciner...og hun er stadigvæk ikke stabil eller fastsat i medicin, men hun har det da bestemt bedre end hun har haft det i lang rid.

I vores skønne tidligere regering blev det jo besluttede at selv om folk var syge, så skulle de alligevel i aktivering, og det har Yngstedatteren også været. Først i et projekt med andre psykisk sårbare unge, det gik godt i et stykke tid, men hun fik det igen dårligere og det blev besluttet fra kommunens side at hun skulle tilbydes et projekt hvor der hver 14. dag ca. kommer en person hjem for at følge op på hendes situation. 
Det projekt har hun været i ca. et års tid nu og har skiftet kontaktperson 4! - ja 4 gange. Og når man i forvejen har problemer med at have tillid til fremmede og er psykisk sårbar, ja så er det bare ikke smart... Jeg ved godt at man ikke kan gardere sig imod at folk får andet arbejde og derfor må stoppe, men at flytte rundt på medarbejderne så de skal have andre borgere er altså ikke en smart ide når man har med psykisk sårbare mennesker at gøre. 
Hun har været heldig med de første tre, men hende som hun har nu er under al kritik.
Mere om det senere...

For 1½ måned siden gik det hverken værre eller bedre end at Yngstedatteren og kæresten hendes besluttede at gå fra hinanden efter 6½ års kæresteri.
Og vi ved alle at selv om det er en næsten fælles beslutning, ja så er man ikke helt på toppen efter sådan en beslutning.
Kæresten som nu er ex. flytter og Yngstedatteren ønsker at blive boende i lejligheden.
Men så opstod der jo bare lige det problem at hun jo er under 25 år og derfor på den laveste sats af kontanthjælp. Derfor gik vi igang med at prøve at finde ud af om der ikke var muligheder for at hun kunne få noget (mere) økonomisk støtte. 
Det er så her Kontaktpersonen fra projektet forventes at yde noget praktisk arbejde for hendes løn.
Men nej, efter 2 uger vender hun tilbage og fortæller at hun ikke har kunne finde ud af noget. :oS
Vi går selv igang med at lede på nettet.
Der er en paragraf (25, stk.2) i loven om beskæftigelse, som giver unge psykisk syge under 25 år mulighed for at få kontanthjælp efter satsen for dem over 25 år.
Den søger vi.
I torsdags, 3 uger senere; fik hun brev om at hun var blevet bevilliget 600 kr mere om måneden...hvilket jo også var noget, men langt fra nok...efter en helt anden paragraf end den vi havde søgt?!?
Yngstedatteren ringede til Ydelsesservice for at få at vide hvorfor man ikke havde behandlet ansøgningen som det vi havde ansøgt om. Til svar fik hun at hende vi havde ansøgt hos, nok ikke havde ville ansøge om det fordi Yngstedatteren nok alligevel ville få afslag fordi hendes psykiske lidelse ikke specifikt står på listen... Men havde hun søgt for et år siden, ja så havde hun kunne få det, fordi der stod hun jo som Borderline...den lidelse står på listen...Hva'ba?... Jeg er målløs.
Ifølge psykiateren (og en artikel i Socialrådgivernes blad) så er Bipolar lidelse lige så invaliderende som Borderline, og den eneste umiddelbare forskel er at Borderlinere også har problemer på det sociale område. Yngstedatteren har også social-angst og så har de også konstateret OCD hos hende...
Helt ærligt, hvor svært skal det være... :o(

Yngstedatteren blev slået helt ud og kan slet ikke handle mere selv.

Jeg ringer for at snakke med hendes sagsbehandler på Jobcenteret, men får der at vide at vi skal henvende os  på det lokale Socialcenter. Der kan man ikke bestille tid til en samtale, så vi mødte personligt op i mandags.
Men her kunne de heller ikke hjælp. Det eneste de kunne tilbyde var hjælp til at henvise til andre instanser, så de henviste os tilbage til Ydelsesservice - og så fik Yngstedatteren nærmest tvunget et skema til ansøgning om enkeltydelse i hånden...bare hvis hun ville have hjælp til tandlæge eller medicin...og råd om at finde sig en billigere bolig, eller evt. at leje et værelse ud...og hvis de evt. skal hjælpe hende med det, ja så skal hun skille sig af med sin hund (Baby-hunden) :oS
Vi var begge meget rystede da vi gik derfra.
Yngstedatteren gik stadigvæk med enkeltydelses-ansøgnings-skemaet i hånden og sagde så : Mor, det er jo altså ikke mine tænder jeg tænker på lige nu... :o(
Nej det kunne jeg godt følge hende i...

Se havde hun nu haft et barn, ja så havde der slet intet problem været...så skulle de hjælpe hende...fair nok...men hun er "bare psykisk syg"- derfor er det åbenbart i orden at gøre hende hjemløs. Altså tvangsfjerne fundamentet for hendes tryghed. Og så hvis de måske skulle kunne hjælpe hende med at finde et andet sted at bo, ja så skal hun også skille sig af med hendes hund. Altså fjerne hendes trofaste følgesvend igennem de sidste 6 år.
Og nu prædiker den nuværende regering konstant om at vi skal sørge for at de unge ikke falder igennem systemet...at der skal en tværfaglig indsats omkring de unge så de ikke skal på førtidspension...
Men i tilfældet med Yngstedatteren kan resultatet af den manglende hjælp gør at hendes psykiske tilstand forværres, hvilket forlænger processen med at finde den korrekte medicinering yderligere.
Vi har regnet på det og har fundet frem til at det vil koste KBH.s kommune 60.000 kr ekstra om året at give Yngstedatteren den forhøjede kontanthjælp.
Og så er der en chance for at hun kan blive hurtigere stabiliseret med medicin så hun kan komme igang med at tage den uddannelse som hun så gerne selv vil og håber på at hun komme igang med...for hun vil rigtig gerne videre med et "normalt" liv...hun bliver aldrig rask, men hun kan med den korrekte medicinering komme til at fungere normalt... 
Jeg tør slet ikke tænke på hvad det får af konsekvenser for hendes liv, hvis de ikke hjælper hende...
Heller ikke hvor meget det smerter mit hjerte at stå så magtesløs...

Jeg kan jo af gode grunde ikke fortælle hvad det kan komme til at koste samfundet på længere sigt hvis hun ikke får den økonomiske støtte...
men vi ved jo alle at f.eks. en hospitalsindlæggelse ikke er helt billig...
eller at samfundet på længere sigt måske slet ikke får en arbejdsom og skattebetalende borger ud af hende...men at hun ender med at skulle være på overførelsesindkomst resten af sit liv...
Hvor er det lige at vores såkaldte velfærdssamfund er henne?...

...og det er så her vi står nu... for hvor går man hen og får råd, hjælp og vejledning til det pågældende problem?

Hvis der er nogen der kan give gode råd eller hvis noget af det jeg har skrevet virker som sort snak... så skal du/I være mere end velkomne til at skrive/spørge ind... :o)

Der må være andre end os/Yngstedatteren der står i disse problemer?
Er det stof til en henvendelse til evt. Aftenshowet?

Dette indlæg er ikke skrevet for at angle efter medlidenhed, bare skrevet i frustration/magtesløshed med håb om at nogen derude måske ved noget som vi kan bruge til at komme videre.





6 kommentarer:

Eva sagde ...

Åh, sikke en redelighed!!

Din datter må da have en sagsbehandler, der kan tage sig af "det hele", - det drejer sig jo ikke om en husleje eller andre "detaljer", det er hele hendes situation, der skal kigges på. Jeg tror, I må have fat i den ikke så heldige kontaktperson. Nu må hun altså træde i karakter og hjælpe med at få lagt en plan!

Og så tror jeg, at jeg ville sende hele din fine beskrivelse til et par ministre, hvis det var mig. Det er så nemt at snakke om aktivering og alt det andet, men det er sgu ikke så nemt, når man er psykisk syge og har rod i boligsituationen og alt det andet. Der mangler i den grad mennesker i det sociale system, der kan tage ansvar og tage sig af det hele menneske. Hvor er jeg glad for, at jeg ikke længere skal arbejde i det system, - selvom det klør i fingrene, når jeg hører sådan noget her.

Jeg håber, I får den rette hjælp snart. Sender mine bedste tanker.

Marianne sagde ...

Kære Pi
Sikke et indlæg ....
Jeg forstår godt din magtesløshed -
Jeg siger lige som Eva at i bliver nød til at tage fat i systemet ... Chefen over sagsbehandlerne og kontaktperson ...
Håber det aller bedste for jer
Kram og tanker

Helle sagde ...

Hej Pi andrea

tak for sidst :)

jeg håber så meget for din skyld og din datters at I finder vejen frem til det bedre I fortjener det :)

ps. jeg har en diagnose som også er en Borderline.

alt godt til jer håber I holder hovedet oppe og kæmper :)

Pi Andrea sagde ...

Hej Eva. Tak for din kommentar... :o)
Ældstedatteren og jeg er igang med at omforme mit indlæg til et brev til social- og beskæftigelses ministrene - og til chefen for sagsbehandlerne. Desuden vil det blive vedlagt den anke som vi skal have lavet, fordi Yngstedatteren fik igår afslag på ansøgningen om § 25, stk. 2... :oS
Så håber vi på at kunne råbe nogen op ad den vej... :o)

Hej Marianne. Også tak til dig... :o)
Som du kan se på mit svar til Eva så er vi igang med hvad vi kan... :o)

Hej Helle. I lige måde... :o)
Og tak...vi prøver at gøre hvad vi kan... :o)

Velkommen hos indretning med farver. sagde ...

Hej Pi

Jeg kiggede ind for at fortælle dig du lige skulle kigge forbi min blog, der er noget du skal se:-)

Men så læste jeg dette indlæg.

Jeg tror jeg ville kontakte fjernsynet, så i kan få det ud i medierne for jeg er sikker på der er mange der sidder med samme problemer lige nu , med alt det regeringen har gang i.
Vi danskere finder os snart i alt og når vi skal støtte hinanden stikker folk halen mellem benene.
Så frem i lyset og hvis samfundet hvordan psykisk syge mennesker bliver behandlet.
De kan da kun blive endnu mere syge.
Og så bed den sagbehandler om en redegørelse på skrift for hvorfor hun ikke søgte det hun bad om.
Så kunne hun måske også lige skrive ned alt det hun sagde med at finde en billigere lejlighed og gå af med hendes hund.
Hvad bilder hun sig ind:-((((
Tror ikke regeringen har fulgt med i hvad det koster at bo til leje i dagens Danmark det er snart dyre end at eje sit eget hus.
Og de unge må ikke låne penge til at købe deres eget for bankerne låner ikke penge ud..
Hvis ikke regeringen kan se, hvor vi er på vej hen, så skal de bare stå af nu og lade andre komme til...
Man burde stifte en forening for " Menneskerettigheder" i samfundet
Et sted hvor der sad nogen, der havde forstand på psykiske sygdomme og kunne bakke en op.

Håber i får hjælp.

Mange Tanker fra Susi

Kaffe & T sagde ...

Ej men for pokker! jeg gentager lige, hvad min socialrådgiver sagde "Det kræver et godt helbred at være sygemeldt". Hvor er det urimeligt, at de, der har det sværest, skal gennemgå mest bureaukrati og bøvl for bare at kunne eksistere!!!
Du skrev ikke indlægget for at få medlidenhed, men I får den alligevel! Det rykker ikke noget i det store billede, desværre, men nogle gange er lidt forståelse bedre end ingenting. Jeg er målløs over, hvor lidt hjælp, I får! Jeg er "bare" stresssygemeldt, men jeg er omgivet af gode folk indenfor offentlige instanser, der hjælper mig på kryds og tværs. Burde fanme være det mindste at forlange, I havde sådan en tryg støtte og ikke skulle kæmpe så hårdt for det!

krydser alt for jer!

Kh Teresa