lørdag den 28. januar 2012

Hej igen...

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde...jo evt. med begyndelsen...
Ældstedatteren skulle i 4 ugers praktik (hun læser til skolelærer) startende uge 2 ... vi havde en aftale om at jeg skulle bo hos hende og Øjestenen i de 4 uger, så Øjestenen ikke skulle op før en hvis herre får sko på...eller hentes alt for sent midt på ugen... Og hygge og hjælpe til i hverdagene...
Vi fandt nemlig hurtigt ud af at vi nok havde brug for hver især at holde weekend væk fra hinanden... :o)

Og jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at det ville volde mig problemer. 
4 uger... det var jo ganske frivilligt...uden de vilde forpligtelser.
Andet end hvad jeg selv havde lyst til...og hygge sammen med to af de dejligste mennesker i mit liv.

Men ak jeg skulle blive klogere.
Første uge gik fint... :o)
Anden uge startede godt...men allerede tirsdag begynder jeg at mærke glimt af tegn på stress...
Jeg bliver hurtigt træt...har lettere til tåre...begyndende hjertebanken...rysten på hænderne... sover ikke  ordentligt eller slet ikke om natten...osv.
Og bedre bliver det slet ikke da Øjestenen bliver sløj og må blive hjemme fra børnehaven fra onsdag og ugen ud... :o(
Onsdag aften skal jeg lige et smut hjem og vælger i samråd med Ældstedatteren at sove hjemme, fordi hun skal møde sent torsdag, så jeg skal bare være derude kl 9.30 torsdag morgen...og det klarer jeg da også...men nu er jeg selv lidt sløj med forkølelse... :oS
Fredagen kan jeg næsten slet ikke hænge sammen...men må lige en tur omkring lægen med Øjestenen, fordi hun har fået meget ondt i halsen og i børnehaven fortæller de Ældstedatteren at de har streptokokker i omløb... Heldigvis er det blot en virus vi har raget til os...fordi selvfølgelig får jeg også ondt i halsen...og senere på uge 3 Ældstedatteren... :oS
Ældstedatteren og jeg får os en snak om at skære ned på den tid jeg skal tilbringe i deres hjem, så det kun er natten op til de to tidligste mødetider og afhentning af Øjestenen i børnehaven en eftermiddag om ugen. 
For i den grad at tage hensyn til mine begrænsninger.
Og jeg har det selv rigtig svært med den beslutning...at erkende at jeg har de begrænsninger. 
For jeg vil jo rigtig gerne.

Uge tre starter op med 3 syge "piger", men ældstedatteren skal møde op fordi hun er den eneste af de tre i hendes gruppe der har styr på hvad der skal undervises i om mandagen (den ene, en fyr, har nemlig været på barselsrlov i uge to, og den anden pige ude over min datter ligger også syg), men mandag eftermiddag da Ældstedatteren kommer hjem er hun helt flad og skidt tilpas.
Jeg tager hjem til mig selv og plejer mig selv.
Sover, sover, sover...
drikker varm te.
Torsdag aften er jeg nogenlunde frisk igen.
Fysisk.
Bliver inviteret ud og spise hjemmelavede burgere hos Ældstedatteren og Øjestenen.
Skønt!...de er begge to også blevet mere friske og skal afsted igen om fredagen.
Jeg skal dog hjem igen torsdag aften...og det kan jeg godt mærke er godt, fordi jeg kan mærke at jeg stadigvæk (og naturligvis) er lettere hudløs psykisk. 

Jeg ved jo godt at jeg ikke skal slå mig selv i hovedet fordi jeg ikke magter det.
Fordi hvis jeg kunne klare det, ja så kunne jeg jo nok også klare at arbejde.
Og det har jeg jo konstateret at det kan jeg ikke.
Men for fanden det er hårdt at skulle nå til den erkendelse...igen... :o(

Alle 3 uger har der også været fuldstændig fantastiske stunder...med hygge med begge dejlige tøser...med Øjestenen alene, hvor vi har tegnet, malet, lavet perleplader, sludret, snakket, sunget, læst, været stille...osv.
Men jeg er jo slet ikke kapabel til at magte så mange indtryk, snak og almindeligt liv og glade dage omkring mig.
Og det gør mig ærlig talt rigtig røv ked af det.

Nu er der kun en uge tilbage.
og jeg VIL klare de to overnatninger og den ene afhentning.
Så må jeg acceptere at jeg ikke får overskud til så meget andet den uge.
For der kommer tid efter...masser af tid efter...

Men hvor var det bare ikke her og med sådan en vinkel på livet jeg havde tænkt at jeg skulle være.
Jeg prøver at huske mig selv på de ting jeg kan, frem for alt det jeg ikke kan...
men F:U:C:K: hvor er det stadigvæk svært ... selv efter 7 år... :oS

Og mig som havde lovet jer billeder og et positivt indlæg...det havde jeg troet og håbet...
Men I må nøjes med dette i første omgang...
følte at jeg måtte ud med det på den ærlige og rene måde.

Og gid at gutterne må vinde guld imorgen... Jeg krydser alt hvad jeg krydse kan... :o)
For hvor ville det være stort... :o)

Knus og kram
Ciao... :o)



4 kommentarer:

Losarinas mor sagde ...

Søde du, du gør dit bedste og ingen kan mere.
Knus

Eva sagde ...

Tænk, hvor er det fint, at du så gerne vil. Og sikke meget du kan.
Pøj pøj med den sidste uge:)

(Og vi skal rigtig heppe foran skærmen i morgen!)

Betty sagde ...

Kære hjertevarme Pi...... du vil så gerne, og du yder det bedste.... mere kan hverken du selv eller andre forlange..... Held og lykke i kommende uge!

De varmeste tanker fra mig!

Fr. Møller sagde ...

Kære Pi, det sværeste er at erkende sine egne begrænsninger. Det er godt, du lytter efter og retter dig efter - dig selv. Datter og barnebarn er jo heldige overhovedet at have dig til rådighed - på dine præmisser :-)