torsdag den 13. maj 2010

Drømme-ønsker-realiteter... :o)

Når jeg sidder her i min sofa, ja så får drømmene lov til at flyde frit... Det er alt mellem drømmen om at gøre en jordomrejse...åbne min egen butik...lave et nyt køkken osv.... :o)
Nogle drømme er til at realisere umiddelbart...så som at prøve at ændre ens selvbillede...og dermed bliver drømme konverteret til ønsker, som kan realiseres... :o)

Jeg har hele mit liv drømt om at have hund...det er stadigvæk et hedt ønske...og det har i perioder været realiseret... :o). Jeg adopterede som 20-årig et ældre vennepars sorte mini-puddel, Line, som de var nødt til at komme af med pga. ændret boligsituation... Mere stille og rolig hund skal man lede længe efter... Hun var bare skøn... :o) Desværre fik jeg kun et lille år sammen med hende...Hun fik kræft i maven og jeg valgte at få hende aflivet før hun havde lidt alt for meget... :o(
Som 27-årig flyttede jeg i hus med min daværende mand. Vi købte, efter et indbrud om natten imens vi lå og sov, en Sankt Bernhards hund. Houtchie kom hun til at hedde...hun var fantastisk dejlig...Yngstedatteren var lige blevet et år, og de to elskede hinanden... :o). Desværre udviklede Yngstedatteren allergi overfor hunde, så Houtchie måtte vi bortadoptere. Hun kom til at bo hos en slagtermester, hvilket jo ikke er så tosset når man er en hund efter kød...;o). Vi besøgte hende senere hen, og hun havde det strålende... :o)
Imens jeg gik syg, for snart 4½ år siden, fik Yngstedatteren mulighed for at adoptere Baby-hunden, 1 år gammel, pga en familie ikke magtede opgaven med to hunde...hun var i mellemtiden vokset fra hunde-allergien...så vi tog en hurtig beslutning, med håndkantslag om at det var hendes hund og dermed hende arbejde at gå med hunden og sørge for mad og pleje...og det har hun stort set levet op til... :o). Baby-hunden lever i bedste velgående og er ved at blive en ældre dame på 5 år...lidt grå i skæget...men ellers skøn for os som hun kender og holder af...Hun er derimod en hidsigprop overfor visse andre hunde, Især store hvide hunde... :o). Og mennesker skal ofte også have et fur med på vejen...men intet aggressivt... :o)
Et års tid efter at vi havde fået Baby-hunden hjem, købte den unge herre som ses på billedet ovenover. Han blev døbt Dante, fordi jeg på daværende tidspunkt læste Litteraturvidenskab på SDU i Odense, og var igang med at læse og analysere Dantes guddommelige komedie... men men men...jeg havde ikke set det komme, at datteren i samme moment blev syg, og dermed ikke rigtigt selv magtede at passe Baby-hunden...dermed hang ansvaret for to hunde pludseligt på mig...samtidig med at jeg havde rodet mig ud i et forhold til en hash-afhængig mand, hvilket skabte en del problemer for mig... Så enden på en lang historie blev at jeg valgte at bortadoptere Dante-hunden, for det første for at minimere skaden for ham, for jeg kunne jo godt mærke at jeg ikke var der på den rigtige måde for en lille hundehvalp...og han var den skønneste lille "dreng" man kan tænke sig...faktisk lige modsat "storesøsteren" Baby...rolig og glad for andre mennesker og hunde... :o). Han kom hjem og bo hos en nøje udvalgt familie, hvor han bliver betragtet og behandlet som den guldklump, som jeg selv gjorde... :o). Og vi har stadigvæk kontakt med denne familie og Dante, og de trives i den grad... Det har ovenikøbet været på tale at Dante og Baby skulle have hvalpe sammen... :o). Men det bliver nok ved snakken, da Baby er ved at være for gammel til at være førstegangs mor... :o)
Men det har kostet mange tåre at erkende det nederlag, som jeg følte at det var, at skulle kaste håndklædet i ringen...og selv nu, når jeg sidder og skriver dette her, sniger der sig tårer frem i øjnene på mig, tudeprinsessen... :o)
Men jeg drømmer stadigvæk...mit liv er faldet til ro...det er stadigvæk et stort ønske...og mon ikke det nok skal lade sig gøre at realisere det igen en dag... Billedet hænger ihvertfald på min ønske tavle... :o)

Dette ønske er derimod blevet realiseret... Sådan en "fætter" er flyttet ind hos mig...Nu skal den males lyserød og skal flytte ind i min Pippi entré...men det kommer altså til at vente til efter lørdag... :o)

Håber at du nyder denne Kristi Luftfarts dag sammen med mennesker du holder af... :o)
Ciao

2 kommentarer:

Eva sagde ...

Et fint indlæg om, hvordan livet nogen gange kan forme sig. Det går ikke altid, som vi lige forestiller os.

Pernille på 1. sagde ...

et dejligt indlæg fra dig Pi, jeg er sikker på at dine drømme nok skal blive indfriet når tiden er parat til det. Billedet af Dante er rigtig skønt. Hvor er det dejligt at du fik fat i den stumtjener du er ved at tage pusten fra mig med alle de ting du får lavet :9