Så kom det igår...

...det endelige svar fra Kbh's kommune.
De vil ikke indstille mig til førtidspension.
Det var ikke så meget afslaget, fordi det var forventeligt med 99,9% sikkerhed efter at Jobcenteret havde anbefalet det således. Nej det var at læse deres vurdering af mig som menneske. Det slog mig ud og gjorde mig mere ked af det end jeg havde ventet.
Det virker stadigvæk som om de ikke tror på mig. På mine ord om hvordan jeg har det.
Nej det der vejer tungest i deres afgørelse er en udtalelse fra en psykiater, meget brugt i pressen som ekspert i sager om mennesker der gør ting ud over det "normale", og det er han sikkert også vældig god til, men han har aldrig mødt mig før og bruger ca 20 minutter ud af den halvanden time der er afsat til samtalen til at "dømme" mig og mit liv. Jeg læser mellem linierne at jeg nok bare er doven, jeg skal da bare tabe mig og så ellers skubbes langsomt igang i job med mindst muligt stress, ja så vil mit arbejdsliv køre på skinner igen.
Og fordi at det sidste aktiveringssted, på trods af massivt fravær, beskrev mig som stabil arbejdskraft og som et åbent menneske med gåpåmod, ja så tolkes det som at jeg nok bare skal have det er skub med langsom start...kombineret med vægttab...så er jeg snart ude på arbejdsmarkedet igen.
Nu er det jo heller ikke min intelligens der fejler noget.
Ej heller min empati eller omgang med mennesker i ental.
Og jeg har jo også før alt det her sygdomsforløb som startede for snart 8 år siden, arbejdet ganske normalt som børnehaveklasseleder/pædagog, også med den overvægt som de nu har så travlt med.
Og jeg har kæmpet en kamp de første 5 år for at komme på fode igen, via revalidering og aktiveringstilbud. Tror de så at det er nemt og enkelt at nå til den erkendelse, at have gået fra et helt normalt lønnet job, til sygedagpenge efter et års sygemelding, til revalideringsydelse, stadigvæk med håbet om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, bare med en ny uddannelse i bagagen. For så at ende med en hospitalsindlæggelse på psyk for at havne på kontanthjælp. Og for derefter igennem diverse aktiverings tiltag at måtte erkende at jeg ikke kan, hvor meget jeg end gerne vil. En menneskelig rutsjetur fra en identitet som normalt fungerende arbejdsom kvinde, til en kvinde der nu skal finde sig i at blive behandlet som et nummer i rækken, et nul i samfundets øjne.
For slet ikke at tale om den effekt det har haft på det økonomiske plan. En indtægtsnedgang på over 50% og som følge af det registreret i RKI som dårlig betaler, fordi der nu ikke var råd til at betale alle regningerne, som jeg ellers altid har sat en dyd i at gøre.
Tror de med alle deres sansers fulde brug, at man, mig, jeg friviligt ønsker dette for mig selv.
For bare 3 år siden havde jeg aldrig troet at jeg nogensinde skulle være førtidspensionist, det er jeg så heller ikke endnu, men jeg var tvunget til for 2 år siden at træffe det svære valg at søge om at blive førtidspensionist. Ikke fordi jeg skulle eller ville, men fordi jeg var nødt til det for at kunne se resten af mit liv i øjnene. Jeg var da kørt så meget i sænk at jeg igen næsten kun så en udvej, døden. Men den vej vil jeg helst ikke foreløbigt. Derfor vil jeg også gerne tabe mig, af helbredsmæssige årsager, på et tidspunkt når jeg er parat til det. Og ikke fordi der er nogen der siger at jeg skal.
Og slet ikke fordi der er nogen der tror at det er den gyldne vej til evig lykke...fordi det er slet ikke der mit problem ligger. Det ligger i mit hovede, og jeg har endnu ikke hørt noget om at psykiske sygdomme forsvinder i takt med at fedtet på kroppen forsvinder. Hvis det var så enkelt så havde man nok opfundet en pille til det.
Men det er tilsyneladende stadigvæk meget svært at forstå ting man ikke kan se, og så er det lettere at fokusere på det mest synlige.
Og det mest private.
Min krop.
Den er der andre der vil bestemme over.
Kan jeg risikere at blive holdt som gidsel på kontanthjælp og endeløse aktiveringer med alvorlige psykiske følger, hvis jeg ikke kan eller vil tabe mig nok til at de kan indse at det slet ikke er der at problemet ligger?
Hvor går grænsen i dagens Danmark?

Lidt, men godt :)

Selv om der ikke har været meget liv her på bloggen igennem sommeren, så er der da stadigvæk sket lidt herhjemme. :)
Både godt og skidt.

Som det kan ses på billederne er der tilkommet lidt nyt i hjemmet. Jeg købte mig en længe ønsket slagbænk, på tilbud hos Coop. Den blev ny fordi det ikke var til at finde en gammel i ordentlig stand og til en ordentlig pris.
Der gik dog et pænt stykke tid før den blev samlet og kom på plads, fordi jeg havde besluttet mig for at skulle af med det store spisebord inden jeg ville samle den. Det tog lige lidt tid at få solgt, men det lykkedes og jeg fik den samlet og det spisebord som jeg havde før det store kom til, kom retur til adressen da Yngstedatteren, tvunget af omstændighederne, var nødt til at flytte fra sin lejlighed.

Vi har stadigvæk ikke hørt fra hverken Socialministeren eller Beskæftigelsesministeren endnu. Det var noget rod med den økonomi som Yngstedatteren ikke kunne få hjælp til. Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, fordi hendes ting skulle jo opbevares hos hendes ex-kæreste og det blev så også der hun tilbragte tiden mest og de er efterfølgende blevet kærester igen. De fandt ud af at de ikke kunne undvære hinanden. :)

Og et nyt gammelt spisebord blev købt til deres nu fælles hjem. Det sted hvor de købte bordet havde manden også 3 gamle vinballonner i kurve til salg og mor her slog til. :)
Den ene kurv var malet rød og med det slidte look passede den hjem til mig. Det er den på det andet billede. :).
De andre to har også fundet et hjem. En hos Yngstedatteren og en skal til Fyn og bo ved lejlighed. :)
Jeg står så nu med 3 store glasvinballonner som jeg ikke skal bruge til noget, så hvis du er interesseret eller kender nogen der er, kan de købes af mig for 100,- stk. :)

Det var alt det gode nye. Det dårlige nye er at jeg for en uge siden fik brev fra Jobcenteret at de ikke anbefaler at Socialforvaltningen starter en Førtidspensionssag på mig. Begrundelsen lyder at de skønner at ikke alle behandlingsmuligheder er udtømte da jeg ikke har været ved speciallæge (psykiater) siden 2008 og at de ikke kan bedømme min arbejdsevne uden en længerevarende arbejdsprøvning. Desuden anbefaler de at jeg via min læge bliver henvist til en diætist og påbegynder motion med henblik på at nedsætte min overvægt og fordi at motion også siges at have en gunstig effekt på sindet.
Så jeg føler nu at jeg skal starte forfra på hele møllen igen. Det har de været 2 1/2 måned om at finde ud af?!?
Det brev har selvfølgelig slået mig ud af kurs. Man skal fanme være psykisk stærk for at være psykisk syg i dagens Danmark. Jeg har dog formået at handle på det første. Jeg har fået en tid hos en psykiater i slut september og det ser jeg frem til. :)
Mht resten af deres anke imod mig, tja en diætist via lægen koster penge og motion koster penge, jeg kan nemlig ikke løbe. Og penge til det har jeg ikke på min kontanthjælp. Og arbejdsprøvning, det tør jeg slet ikke at tænke på når jeg ser tilbage på de aktiveringer jeg har været placeret i de sidste par år :S.

Jeg er steget i dosis i antidepressive piller og den ene af dem, som er en ny slags, skal jeg tage en time før jeg skal sove som en form for afslapningens/sovepille, fordi jeg jo i flere år ikke har sovet ordentligt i længere perioder af gangen. Det skal jeg love for at jeg gør nu. Jeg er tilgengæld også lidt sløv op af den næste dag, men det håber jeg aftager med tiden. :)

Det var lidt nyt her fra mit liv, som jeg af og til ønsker ikke var mit.

Ciao :)