onsdag den 24. oktober 2012

Så kom det igår...

...det endelige svar fra Kbh's kommune.
De vil ikke indstille mig til førtidspension.
Det var ikke så meget afslaget, fordi det var forventeligt med 99,9% sikkerhed efter at Jobcenteret havde anbefalet det således. Nej det var at læse deres vurdering af mig som menneske. Det slog mig ud og gjorde mig mere ked af det end jeg havde ventet.
Det virker stadigvæk som om de ikke tror på mig. På mine ord om hvordan jeg har det.
Nej det der vejer tungest i deres afgørelse er en udtalelse fra en psykiater, meget brugt i pressen som ekspert i sager om mennesker der gør ting ud over det "normale", og det er han sikkert også vældig god til, men han har aldrig mødt mig før og bruger ca 20 minutter ud af den halvanden time der er afsat til samtalen til at "dømme" mig og mit liv. Jeg læser mellem linierne at jeg nok bare er doven, jeg skal da bare tabe mig og så ellers skubbes langsomt igang i job med mindst muligt stress, ja så vil mit arbejdsliv køre på skinner igen.
Og fordi at det sidste aktiveringssted, på trods af massivt fravær, beskrev mig som stabil arbejdskraft og som et åbent menneske med gåpåmod, ja så tolkes det som at jeg nok bare skal have det er skub med langsom start...kombineret med vægttab...så er jeg snart ude på arbejdsmarkedet igen.
Nu er det jo heller ikke min intelligens der fejler noget.
Ej heller min empati eller omgang med mennesker i ental.
Og jeg har jo også før alt det her sygdomsforløb som startede for snart 8 år siden, arbejdet ganske normalt som børnehaveklasseleder/pædagog, også med den overvægt som de nu har så travlt med.
Og jeg har kæmpet en kamp de første 5 år for at komme på fode igen, via revalidering og aktiveringstilbud. Tror de så at det er nemt og enkelt at nå til den erkendelse, at have gået fra et helt normalt lønnet job, til sygedagpenge efter et års sygemelding, til revalideringsydelse, stadigvæk med håbet om at komme tilbage på arbejdsmarkedet, bare med en ny uddannelse i bagagen. For så at ende med en hospitalsindlæggelse på psyk for at havne på kontanthjælp. Og for derefter igennem diverse aktiverings tiltag at måtte erkende at jeg ikke kan, hvor meget jeg end gerne vil. En menneskelig rutsjetur fra en identitet som normalt fungerende arbejdsom kvinde, til en kvinde der nu skal finde sig i at blive behandlet som et nummer i rækken, et nul i samfundets øjne.
For slet ikke at tale om den effekt det har haft på det økonomiske plan. En indtægtsnedgang på over 50% og som følge af det registreret i RKI som dårlig betaler, fordi der nu ikke var råd til at betale alle regningerne, som jeg ellers altid har sat en dyd i at gøre.
Tror de med alle deres sansers fulde brug, at man, mig, jeg friviligt ønsker dette for mig selv.
For bare 3 år siden havde jeg aldrig troet at jeg nogensinde skulle være førtidspensionist, det er jeg så heller ikke endnu, men jeg var tvunget til for 2 år siden at træffe det svære valg at søge om at blive førtidspensionist. Ikke fordi jeg skulle eller ville, men fordi jeg var nødt til det for at kunne se resten af mit liv i øjnene. Jeg var da kørt så meget i sænk at jeg igen næsten kun så en udvej, døden. Men den vej vil jeg helst ikke foreløbigt. Derfor vil jeg også gerne tabe mig, af helbredsmæssige årsager, på et tidspunkt når jeg er parat til det. Og ikke fordi der er nogen der siger at jeg skal.
Og slet ikke fordi der er nogen der tror at det er den gyldne vej til evig lykke...fordi det er slet ikke der mit problem ligger. Det ligger i mit hovede, og jeg har endnu ikke hørt noget om at psykiske sygdomme forsvinder i takt med at fedtet på kroppen forsvinder. Hvis det var så enkelt så havde man nok opfundet en pille til det.
Men det er tilsyneladende stadigvæk meget svært at forstå ting man ikke kan se, og så er det lettere at fokusere på det mest synlige.
Og det mest private.
Min krop.
Den er der andre der vil bestemme over.
Kan jeg risikere at blive holdt som gidsel på kontanthjælp og endeløse aktiveringer med alvorlige psykiske følger, hvis jeg ikke kan eller vil tabe mig nok til at de kan indse at det slet ikke er der at problemet ligger?
Hvor går grænsen i dagens Danmark?

6 kommentarer:

Fuglemamma sagde ...

For et slag i ansiktet. Jeg har ikke ord til trøst eller råd akkurat nå. Men en klem skal du få, fra en helt ukjent bloggleser langt nord i Norge.

Losarinas mor sagde ...

Jamen... Som Fuglemamma- jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige ! Du har min dybeste medfølelse.

karen margrethe Lohse Nielsen sagde ...

Gid du kan bruge det til noget at jeg ved hvad du er ude i. Har en MEGET psykisk syg datter, og hun var flrer om om at blive behandlet som syg, fordi huner klog og ved hvem dronningee er og hvornår hun er født og alle mulige andre spørgsmål hun blev stillet når de skulle finde ud af om hun var syf eller simulerede. I dag er hun immobil og vejer 170 kg, ryger som en skorsten og spiser nærmest kun slik. Hun er meget uadrettet og derfor stærkt medicineret, medicin der æder hendes hjerne op så vi dårligt kan føre en samtale. Jeg er pædagog og har mødt mange der har det som dig når de skulle ud i arbejds prøvning, de siger alle at det er slemr det der med at man ikke kan se på dem at der er kaos i hovedet på dem. Jeg håber du får den pension og at livet bliver udholdeligt for dig.
Kan ikke fortælle dig tydeligt nok hvormeget jeg føler for dig-
Mange inderlige hilsener Karen margrethe. Bedstemorkaren@blogspot.com, her kan dy følge mig hvis du har lyst

Eva sagde ...

Du er i en rigtig svær situation.
Jeg kommer til at tænke på, hvad det "offentlige" så vil hjælpe dig med for at komme videre? For jeg håber da, at der er en plan, når du nu ikke er syg nok til pension.

De bedste tanker til dig.

Pi Andrea sagde ...

Tak alle 4 for jeres ord. :)
Planen er at jeg skal i behandling hos en psykiater, hvilket jeg er startet på. Skal møde ham for anden gang på torsdag.
Derudover er det Jobcenterets plan at jeg skal ud i arbejdsprøvning. Ved dog ikke hvornår dette skal ske.
Og hvad der så skal ske derefter ligger i det uvisse...

Henriette sagde ...

Jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal sige... ik andet end at du jo ved at JEG ved hvad du gennemgår. Netop nu er jeg nødt til at gå den første måned i møde hvor jeg ikke betaler mine regninger, noget jeg har gået og taget tilløb til i månedsvis. Det er mig SÅ fjernt ikke at svare hver sit, men jeg kan ikke mere. Har nemlig levet af penge jeg får af mine forældre og DET er nok det mest uværdige jeg kan forestille mig.

Jeg kan kun sende dig varme tanker, masser af mental støtte og store knus.

Kh Henriette