fredag den 24. juni 2011

Langsom nedsmeltning...

Nu sker det...igen...det som jeg frygter allermest...

Usikkerhed
Angst
søvnløshed
nervøsitet
frygt
mareridt
fastlåst
lammet
overfladisk vejrtrækning
frustration
tudeture
skyklapper
indvendig uro
lydoverfølsomhed
isolering
ensomhed
håbløshed
hovedpine
muskelsmerter

Det er kommet snigende ganske langsomt ind på mig i løbet af den sidste måneds tid.
Jeg har virkelig prøvet med alt hvad jeg har lært at bevare fokus på de positive ting.
Jeg føler at det fundament jeg møjsommeligt har bygget op igen i løbet af de sidste 6 mdr. nu skrider lige så langsomt væk under mig.
Og det er ned af bakke, og jeg hager mig fast med neglene. Holder fast i de rødder der af og til stikker ud af jorden, men der bliver færre og færre af dem og de bliver tyndere og tyndere og har derfor svært ved at klare vægten af "mig".


...at skulle ned at vaske tøj, bliver opgivet på forhånd, for det første fordi at jeg skal gå et stykke vej over til en anden blok for at komme til vaskeriet, og fordi jeg ikke ved om jeg kan komme til (vi er mange om et lille vaskeri og vi kan ikke bestille tid, som man kan mange andre steder), og fordi jeg ved ikke om maskinerne (især tørretumblerne) virker ... så virker det bare totalt uoverskueligt... 
 Et + : Heldigvis smider jeg ikke ret gerne tøj ud, så jeg har meget (og gammelt) tøj i klædeskabet som jeg jo sagtens kan gå med herhjemme uden at nogen vil løfte bryn af det...
Minus : Vasketøjs bunken bliver til et tårn og bliver endnu mere uoverkommeligt...
(Note : Vaskemaskine skal installeres i køkkenet,  når jeg kan få det indbetalte efterlønsbidrag udbetalt til næste år.)

...jeg får ikke ringet til min mor... for det kræver også at jeg har overskud...
Faktisk undgår jeg helst at snakke i telefon...sms er endnu overkommeligt...nogle dage mere end andre...
Jeg har et problem med mit forsikringsselskab som jeg burde ringe og snakke med dem om...men det kan jeg ikke...

Jeg trænger også i den grad til nye briller...går næsten permanent med mine læsebriller nu, hvilket betyder at jeg skal anstrenge mig lidt ekstra for at læse og lave håndarbejde...men tanken om først at skulle til brillemanden og have lavet en ny syns-prøve og vælge stel,  for derefter at skulle ansøge kommunen om enkeltydelse (udfylde skema + vedlægge x antal bilag) for derefter sandsynligvis at få afslag med besked om at det kan jeg sagtens selv betale...jamen så havde jeg jo nok ikke søgt, vel?... det orker jeg bare slet ikke pt. 

Ingen kan jo overleve uden at handle ind, med mindre man har folk til det eller har råd til at få det bragt, og det har jeg ikke, så jeg skal jo også have handlet ind. Det foregår, efter lang tids forbereden mig selv på at det ER nødvendigt, helst efter kl. 17...for så er der ikke så mange mennesker i butikkerne. Meget målrettet frem til butikken, handle det jeg skal bruge og så hjem igen. 
Og når jeg tænker på hvor meget jeg før i tiden elskede at gå i butikker...også bare for at ose... Det kan jeg slet ikke mere. Generelt... men også det med at gå med andre ud og handle, er en pine, fordi der ved jeg ikke hvad der skal købes, og så føler jeg bare at jeg går rundt på må og få, og så får jeg lyst til at løbe skrigende væk... Jeg har ikke gjort det endnu, måske fordi jeg helt undgår de situationer når jeg har det skidt.
En gang er jeg gået helt i panik i Bilka... blev totalt lammet, sveden sprang og jeg rystede og så begyndte jeg bare at tude... Det var heldigvis sammen med Yngstedatteren, der bare lod mig komme helt ned på jorden igen i mit eget tempo...meget forstående og accepterende...og totalt ligeglad med alle dem som bare gloede uforstående... 
-

 Men det værste af alt det er at jeg føler jeg svigter dem jeg har allermest kær...at jeg ikke kan være det for dem som jeg allerhelst gerne vil...og også burde kunne være...

Aflysning af aftale i sidste øjeblik idag, med en skuffet Ældstedatter i den anden ende -og jeg forstår hende jo godt. 
Det gør mig så ked ked af det at jeg ikke kan hjælpe hende med noget så simpelt som at handle ind til Øjestenens børnefødselsdag imorgen.
Ej heller kan jeg hjælpe hende imorgen.


Har bare allermest lyst til at lægge mig inde under min dyne. Lukke øjnene og slippe alt...
alle bekymringer...alle symptomer... alt...



2 kommentarer:

Eva sagde ...

Din stakkel, - det lyder slemt. Jeg håber, det snart vender. For det gør det jo:)

Unknown sagde ...

Det gør mig så ondt !
Men det bliver bedre igen, det gør det !
Husk det !