Jeg har læst lidt igennem de sidste indlæg jeg har skrevet, og er nået frem til at jeg nærmest kun er positiv...men jeg kan godt selv læse mellem linjerne at noget af positivismen en påtaget...eller nærmere anstrengt.
Jeg står igen i mit liv og skal træffe nogle valg, som i den grad har vidtrækkende følger... eller det vil sige at jeg er tvunget til at tænke i de baner...fordi vi jo i den grad bliver pålagt at have både plan B, C, D og E klar, hvis nu plan A ikke skulle kunne lade sig gøre. Og når jeg skriver vi, så er det fordi at jeg ikke er alene i denne suppedas. Alle som bliver skubbet, presset, gelejdet ud i aktivering er i eller kommer i denne situation.
Det første som jeg personligt kæmper imod er troen på mig selv... Kan jeg i det hele taget klare at komme ud i job?... Jeg har det godt i de perioder hvor jeg får fred og kan gå derhjemme og selv betemme farten...men jeg vil jo også gerne ud og have kollegaer...og det som jeg så mærker når jeg er ude i aktivering, er at jeg får lettere stress (lidt underligt, men det viser sig mest i frokostpausen, hvor jeg føler det som et pres at jeg skal nå at stå i kø efter maden, at spise og drikke, og samtidig nå at være social på 30 min.). derudover er det svært at vide hvor meget man bliver iagttaget og vurderet af de mange mennesker som jeg indtil nu (jeg er igang med min 5. uge) har været i berøring med.
Jeg har i løbet af perioden haft 3-4 mindre angst anfald, som er kommet om morgenen inden jeg skulle afsted. og når jeg spørger mig selv hvorfor, så når jeg frem til at det både er mine forventninger til mig selv, og de andres (staten, kommunen, sagsbehandleren, anden aktør, venner, familie osv.) forventninger til mig... Og på nogle punkter er det faktisk mere stressende end at have et fast job, før jeg blev syg...
"Undeviserne" er smadder søde, de gør et godt stykke arbejde, ud fra de rammer de får udstukket af sagsbehandlerne.
Det kan derimod virke som om at sagsbehandlerne ikke rigtigt ved hvad det er for en aktivering de sender den enkelte borger ud i.
De andre "kurister", som vi kaldes her på stedet, er også søde. Meget forskellige, som mennesker samlet i en tilfældig gruppe nu engang må være... :o) Men al den snak om at netværke, er en svær kunst. Nogle skal være på stedet 25 timer om ugen, og det er jo så 5 timer pr. dag som er max. Selv skal jeg være der 20 timer (jeg har fri om torsdagen), i starten. Derefter er det meningen at jeg skal have personlige samtaler med en diætist (som jeg ikke har mødt endnu), og samtaler med min kontaktperson, som er uddannet coach. Hende skal jeg til første samtale med imorgen. På min egen opfordring, fordi jeg bliver tosset hvis jeg skal være der og gå igennem det samme forløb som er på ca. 4 uger (efter undervisernes udsagn) gange 3. Jeg skal nemlig være tilknyttet stedet i 13 uger. Og det viser også forskelligheden i henvisningerne. Der er nogle som skal være der 4 uger, andre 6 uger, men jeg har endnu ikke mødt nogen som skal være der i 13 uger som mig. Hmm... Jeg føler mig lidt syltet. Som om at sagsbehandleren ikke rigtig ved hvad de skal stille op med mig. Derfor har jeg foreslået min kontaktperson om jeg ikke godt kunne bruge nogle af de 13 uger på at blive arbejdsprøvet ude i en virksomhed. Så kan jeg da blive lidt mere afklaret ifht evner og kunnen. Så det er målet med samtalen imorgen, at finde et sted som jeg kan komme i praktik i nogle uger... :o)
Tror det blev lidt rodet...men det er mine tanker lige pt. :o)
Ciao... :o)
2 kommentarer:
Det er mange tanker, du skal tumle med,- og ikke alt er jo i dine hænder. Ikke nogen nem situation.
Jeg håber for dig, at du finder din vej, og tror og håber, at de mennesker, der er inde over vil dig det bedste. Hvorfor skulle de ikke ville det?
Held og lykke med det hele!
Det er ikke nemt. Og det er svært ikke at blive usikker, stresset og forvirret.
Send en kommentar