Lørdag og søndag... :o)

Knap så sent i seng fredag aften efter en dejlig finale i Vild med dans...men en lettere forstyrret nattesøvn da meldinger på mobilen om atter en familiekrise her i KBH havde gjort sit indtog... Øv... men det skulle ikke ødelægge min "ferie" i det fynske... :o)

Lørdag gik Pernille og jeg en tur i de odenseanske gader... Der blev kigget butikker...og Pernille fik købt en ny saks, så jeg kunne klippe stoffet ud til bagsiden af den runde pude som jeg mellemtiden havde fået hæklet færdig... :o)

Hjemme igen, var jeg startet på at hækle nogle trommer for Pernille... imens strøg hun stoffet som skulle danne baggrund på puden... Jeg fik hæklet 2 trommer og en kringle inden jeg skulle hjem søndag ved middagstid... :o) ... Og bagsiden af puden fik jeg syet på... :o) Så lidt fik jeg da lavet for føden derovre... ;o). Vi fik faktisk også den brilliante idé, at jeg jo kunne komme i arbejdsprøvning ovre hos Pernille...så kunne jeg lave nogle af alle de ting som hun selvfølgelig ikke kan nå at lave pga job, men gerne vil have lavet... Meeeen tror nu ikke liiige at jobcenteret ville være med på den fantastiske idé... :oD

Og fik jeg sagt at vi snakkede og hyggede?... :o)

Togturen hjem har jeg jo sådan set været rundt om...med sure mennesker...pladsmangel osv... :o)

På Hovedbanegården i Kbh. havde jeg sat Yngstedatteren i stævne, fordi jeg jo umuligt kunne komme hjem alene med alt mit hjembragte habengut... :o) Og hun spurgte mig da også om jeg var gal, da hun så hvad jeg slæbte ud af toget (med uventet hjælp fra en sød ung dame, tak)... :o)

Og så var det bare hjem og pakke ud, og beundre rovet...og Yngstedatteren blev da også begavet med diverse ting fra både Rice og Aspegren... Ligesom der selvfølgelig også ligger tilsvarende og venter på at jeg forhåbentlig meget snart skal ses med Ældstedatteren og Øjestenen... :o)

Og hvor var her bare tomt og stille da Yngstedatteren var trisset hjem... Efter mange dage med snak og grin...og hygge sammen med andre... bl. a. også Pernilles super søde søster og Pernilles meget smukke datter... ja så måtte det jo være stille og tomt da jeg blev alene... :o) Men jeg var også træt, også fordi jeg ikke er vandt til mennesker omkring mig hele tiden...og at det jo desværre netop er en af de ting jeg har det lidt svært med... Men jeg gjorde det! -og det var først i det proppede tog på vejen hjem at jeg fik snerten af et angstanfald...som jeg fik væk igen ved at lukke øjnene og trække vejret stille og roligt... :o)

Men det er så absolut ikke sidste gang at jeg tilbringer tid sammen med Pernille, for hun er rigtig behageligt og afslappet selskab... :o)

Tak Pernille for at have huset mig i så mange dage...og tak fordi du er den du er... :o)

Ciao... :o)

PS. Her sneer det altså ikke endnu...selv om jeg spejder nok så meget op mod den stålgrå himmel... :o)