mandag den 7. september 2009

At kaste håndklædet i ringen...

...er altid en svær, og fra min side en meget velovervejet beslutning... Og det er hvad jeg har gjort idag... Jeg skal ikke være skolelærer, eller have noget med børn eller mange kollegaer at gøre... Og nu ranker jeg så lige ryggen, og prøver at børste den følelse af nederlag, der er kravlet op på min skulder, væk...
Og det er jo altså ikke selve faget der ikke er godt nok...jeg elsker at lære fra mig...at hjælpe...at undervise... og det er ikke børnene eller de andre mennesker jeg har omgivet mig med i spredte perioder i løbet af den sidste måned, der er skyld i min beslutning...nej det er mig selv, eller rettere min sygdom der har talt sit helt eget sprog... for der er jo ikke gået en uge hvor jeg ikke har været syg fysisk...og det er min psyke der fortæller mig at jeg har overskredet grænsen for hvad jeg kan kapere... Og det slog mig ret meget ud da det gik op for mig... At mit psykiske breakdown faktisk har gjort mig så handicappet.

For jeg troede jo at jeg kunne det..og jeg ville det jo gerne...men nej, det trickede de gamle ting som ellers ligger godt gemt inde i mig, under meget bedre selvtillid og selvværd, og en meget større tro på mig selv ...jeg røg efterhånden lige tilbage i den gamle rolle...og det har jeg bestemt slet ike lyst til...for så går det kun én vej, og det er nedad...

Men når alt det her er sagt, så har jeg det faktisk ok nu... Jeg har måtte sande og erkende at det var en god idé at komme ud i den praktik for at prøve kræfter med jobbet...at jeg på trods af min egen skråsikkerhed har måtte erkende at det ikke bliver min fremtidige levevej... Og hvad så?
Jeg har ikke brug for ingen energi og intet overskud at have når jeg endelig er hjemme... mit hjem har sejlet...og det har været meget småt med mit sociale liv...og det er jo ikke meningen med det hele...også fordi jeg jo halvdelen af tiden har ligget underdrejet af småskavanker...
Og da jeg så opdagede igår at jeg nu har fået blærerbetændelse oven i hatten, så havde jeg fået nok... Nok må være nok...som en eller anden klog (eller mindre klog engang har udtalt).

Så jeg har haft en kort snak over telefonen idag, med den jobkonsulent som jeg er tilknyttet...og jeg skal til møde med hende og en sagsbehandler inden ret længe, for at klarlægge hvad det næste træk skal være i mit liv...spændende men også skræmmende...usikkerheden...igen... Men jeg har besluttet mig for at tage en dag af gangen og få det bedste ud af hvad der end må dukke op på min vej fremad igen... :o)

Happy mandag til alle jer derude... :o)
Ciao

3 kommentarer:

Losarinas mor sagde ...

En svær og meget modig beslutning.
Hatten af for dig :-)
Og god bedring!

Pernille på 1. sagde ...

Som vi talte om da du var her så syntes jeg at der er klog beslutning af dig. Det er ikke et nederlag , Brug oplevelsen til noget positivt.

Hvor træls at du nu også skal bøvle med blærerbetændelse, bare du da ikke har fået kulde da vi gik !

Det endte med at jeg så resten af kampen på storskærmen :)

Knus og god bedring

Pi Andrea sagde ...

Tak for jeres søde kommentarer og opbakning... :o)
Og nej jeg tror allerede at jeg havde snerten af blærerbetændelsen før jeg var ovre hos dig, Pernille... :o)
Og tænkte det nok...det med storskærmen... :o)

Knuss til jer begge... :o)