Inspiration..

Blev inspireret af et indlæg hos http://wwwkrlighedsagdelosarinasmor.blogspot.com/ ... som handler om tro...
Min diffinition af:

Overtro: ofte at noget skidt skal komme efter noget godt...hvis ikke lige man smider salt over skulderen, eller andet sjovt...
Religiøs tro : troen på en Gud, noget der er større end én selv...som straffer hvis ikke man opfører sig ordentligt...
Janteloven: Siger sætningen "Du skal ikke tro at du er noget" ikke bare det hele...

Jeg har engang været meget overtroisk: gik aldrig under en stige, drejede af og kørte/gik hellere en stor omvej, hvis en tilsyneladende sort kat krydsede min vej, smed salt over højre skulder hvis jeg tabte noget... skyndte mig altid at tage ordene tilbage, hvis jeg havde været lidt (hov)modig...
-nogle af disse ting...eller måske især den sidste kunne godt tolkes som religiøs... Jeg er ikke religiøs mere, men sværmede som ung teenager lidt for Gud, læste dagligt i biblen og bad ofte mit Fadervor eller sagde Trosbekendelsen...bad til gud om at mine ønsker gerne måtte gå i opfyldelse, med hans hjælp selvfølgelig...ikke at det hjalp meget... Men jeg tror at bare det at have haft én udeforstående at fortælle alt til, var godt for mig...og det kan for min skyld være en Gud, en Bamse, en plet på væggen... Men idag ser jeg intet religiøst i det...

Min overbevisning er nemlig at overtro og religion er en måde at holde styr på tropperne på.
At kunne få en flok til at tro på det samme skaber et fællesskab, men på et tidspunkt vil enkelte stille spørgsmålstegn ved dele af troen, sådan er vi mennesker nu engang indrettet, og hvad er så den bedste måde at få styr på gemytterne igen...jamen ved trusler om bål og brand selvfølgelig...og den del ligger der en del af både i overtroen og den religiøse tro...
Jeg skal hermed ikke sige at jeg ikke har forståelse for at nogle har brug for at tro på det ene eller det andet...jeg fordømmer ikke nogen her...Jeg kan da faktisk godt misunde de mennesker der kan give sig helt hen i troen...og det fællesskab det giver...
Men jeg ved bare med mig selv at jeg ikke vil kunne lade mig styre i nogen bestemt retning, uden at ville kunne lave en masse ravage...jeg er nemlig et mennesker der undre mig meget over mange ting...og det er der ikke plads til i længden i div. religioner o.a.

Janteloven falder lidt udenfor det med tro...men ikke desto mindre er der stadigvæk mange der tror på den, eller ihvertfald blindt følger den... De tror på at de ikke er noget, at det ikke har ret til at føle sig værdige, ret til at drømme, ret til at have ambitioner, og her tænker jeg ikke kun på dem vedr. jobs...
Jeg har også alt for længe underlagt mig denne lov, for jeg troede ikke at jeg var værdig...ikke engang værd at elske... Og er det ikke langt ude?... Blot fordi nogen (og her vil ikke blive nævnt nogen ved navn) gentagende gange havde fortalt mig og fået mig usagt til at føle mig ikke værdig... Men det væste var dog at jeg troede på det...

Alt dette sad så kodet i mig som automatiske negative tanker...det blev ubevidste tanker... Alt godt ville hævne sig...og så gjorde det det selvfølgelig også... Kærester var mig utro...jeg kunne være sikker på at hælde mad eller andet på mine hvide bukser eller ned i skødet på min bordherre... være sikker på at komme hjem fra frisøren med den mest tåbelige frisure...for det var jeg jo overbevist om på forhånd...så selvfølgelig skete det... Selvopfyldende negative profetier...

Men nu jeg tror jo alligevel... Jeg tror på mig selv... Jeg tror på at jeg er værdig...også værd at elske...jeg tror på at alt godt er meningen...og at alt det mindre gode jeg møder på min vej, også har en mening, men en mening som jeg skal lære noget positivt af ...

Jeg tror tilgengæld ikke at andres mening om mig, skal styrer hvad jeg siger/skriver/gør...
, bare jeg føler mig godt tilpas, og at det føles rigtigt for mig...
For ingen andre kan fortælle mig hvad jeg tænker og hvad jeg føler... det er mine tanker og mine følelser...og jeg kan selv styrre dem... og det gør jeg nu i positiv retning... :o)

Og jeg har det godt, er glad...til tider fyldt af den rene ægte lykkefølelse... Og det er skønt... til forskel fra mit liv før jeg blev en positiv tænker... Så der er noget om snakken... :o)

Ved ikke om mit indlæg er til at forstå for andre...jeg skrev det som det kom til mig i mine tanker og med mine følelser... :o)
Ciao