Idag er idag...

...og jeg roder... :o). Ja der ser nu altid ud som om her bor nogen...og ikke kun mig og min yngste datter som er 19 år og for det meste "bor" hjemme hos hendes kæreste og hans forældre... De har mere plads end jeg har... :o). Vores lille 2-v'er er på 53 kvm+ en lille have på omkring de 20 kvm... Og det er skønt at bo her...synes jeg... :o) Flytningen blev resultatet af det som af nogen vil betegnes som en nedadgående rutsjetur, men som jeg ynder at betegnesom en ny start... :o)

For laaang tid siden, nærmere betegnet d. 31-12-04 væltede "kommoden" oppe i mit hovede og alle skuffer røg ud og indholdet spredtes til alle sider...sådan føltes det ihvertfald efterfølgende.
Jeg havde sovet til ud på formiddagen, for ingenting hastede. Jeg var alene hjemme, den ældste boede ikke hjemme og den yngste var hos faderen. Min Nytårsaften skulle tilbringes i selskab med en rigtig god ven i hans lejlighed på 8.etage, hvor fest-fyrværkeriet skulle nydes sammen med noget god mad. Men jeg nåede aldrig så langt. Imens jeg stod i køkkenet og ordnede noget brunch-agtigt mad til mig selv, slog en tanke og følelse ned i mig. Dette skulle være mit sidste måltid. Og imens jeg stille og rolig sad og indtog måltidet, planlagde jeg hvordan jeg skulle herfra.
Der var ingen slinger i valsen. Som jeg så ofte havde gjort før, skrev jeg en sms til mine to døtre, hvor jeg skrev at jeg elskede dem, ønskede dem en god dag og at de skulle passe på dem selv. Men noget må have været anderledes end det plejede i min sms, for de to kvike tøser følte ihvertfald at noget var som det ikke plejede. og for at gøre en lang historie kort, så er det idag i høj grad deres fortjeneste at jeg stadig i høj grad er i live og nu nyder livet til fulde.
Jeg havde fået en depression...set i bakspejlet var den jo ikke bare kommet ud af den blå luft d. 31-12-04 kl. dut...den var kommet snigende over tid...mange komponenter som så bare var blevet overophedet kom til eksplosion den dag. Deraf kan nævnes dårligt psykisk arbejdsmiljø igennem mange år, et uholdbart forhold til en ikke-fri mand, alt for ofte alene med lidt for voldsomme oplevelser igennem tiden+min alt overskyggende "Jeg er stærk og kan klare det hele" facade, var med til at vælte læsset.
Og dermed var startskuddet gået til en tour de livet som jeg aldrig havde troet skulle overgå mig.
Den første berøring i det offentlige system var en lægevagt som mente det ville være bedre for mig at blive hjemme i min seng, frem for at blive indlagt på psykiatrisk skadestue nytårsaften. Jeg var ikke i stand til selv at tage nogen som helst beslutning, så hans udmelding blev lagt på min dengang 20-årige datters skuldre at skulle afgøre... 1. fejltrin af det professionelle system.
Derefter et møde med egen læge, som jeg ikke havde været hos før, fordi vi næsten lige var flyttet til hans distrekt. Der måtte 3 besøg til hvor min 20-årige datter til sidst måtte slå i bordet og sige at den var helt gal, dette var ikke hendes mor som hun kendte mig, så han måtte gøre noget. Han udskrev så en recept på anti-depressiv-medicin og sendte mig hjem med et "vi ses om 14. dage". De første 14 dage af 2005 skulle jeg være mandsopdækket 24 timer i døgnet...og det måtte venner og familie så dække ind så godt de kunne. Jeg sad i hjørnet af min sofa og hang. Fik beroligende piller tre gange i døgnet. og så græd jeg bare. nogen gange stille og roligt, andre gange som pisket. Ærligt så husker jeg ikke så meget fra den tid af. Så det er hvad jeg har fået at vide.
Igen for at gøre en lang historie kort, så var jeg igennem hænderne på en krisepsykolog 5x 50 min (ok), 12x 50 min. psykolog med off.støtte (ok), 7x50 min psykolog med egenbetaling til mine penge ikke ragte længere (ok), egen læge (du skal bare igang med at arbejde, så går det nok)(ikke-ok), langt om længe (5 mdr efter) en psykiater med henblik på samtale (som nok var den der kom lettest til sine penge, 10 min. konsultation pr gang. "Hvordan har du det?..nå det var da ikke så godt...men du skal bare huske at fokusere på det vigtigste for dig i dit liv...vi ses om 1 md.) (spild af min tid! og mit helbred!).
Så byttede jeg lejlighed juli 2006 (en lidt dyr 3-v'er til min nuværende billige 2-v'er :o)), nyt distrekt, ny læge...og det blev min redning. Endelig blev der lyttet til hvordan jeg havde det. Jeg blev henvist til de rigtige steder, blev indlagt på Bispebjergs daværende special afd for depression i 4 uger... fik den rette medicin og den rette terapi... og var færdigbehandlet slut januar i år... Den rejse tog altså 4 år... Men jeg er bare glad for at jeg endelig, held i uheld, ramlede ind i en læge der havde evnen til at lytte. Nu er der så bare den sidste kamp der skal kæmpes...den mod det sociale (politiske) system... Jeg startede med at være meget positiv indstillet, anså det for at være et samarbejde om mig som menneske, men nu er det endt ud med at blive en vurdering af mit cpr.nr. ØV... Men jeg er heldigvis blevet stærkere...og dermed også mere besværlig i deres øjne...for jeg vil ikke finde mig i bare at bliver flyttet rundt på et stykke papir... :o)

Uha...det indlæg blev langt...men nu har jeg så fået fortalt om hvorfor jeg er der hvor jeg er i mit liv nu... idag er idag...og livet er her...og det skal nydes nu... :o)

Rigtig god kristiluftfartsdag til alle jer derude... :o)