søndag den 7. juli 2013

Nej, en ulykke kommer sjældent alene... :(

Dette indlæg er svært at skrive.

Onsdag d. 12.juni døde min mor.
Ud over de vanskeligheder hende og jeg havde, så var hun trods alt min mor.
Søndagen før, kontaktede min yngste storebror mig, vi har ellers ingen kontakt, og spurgte om jeg ikke godt ville bilægge de dårlige følelser jeg nu end måtte have ifht vores mor og tage hjem forbi hende og tjekke op på hvordan hun havde det.
Han bor i Århus, men havde ringet til hende ca ti min før, og syntes at hun lød meget dårlig.
Jeg havde på daværende tidspunkt ikke haft kontakt med min mor i 1½ år, da hun uvist af hvilke årsager havde bedt mig holde mig væk.
Og da det ikke var første gang hun afvistemig, var denne gang bare dråben, så jeg gjorde som hun bad om.
Så det var med nogen underlig følelse indeni at jeg straks efter opkaldet fra min bror, begav mig på den ca ½ times rejse mod min moders hjem, uvidende om hvad der ville møde mig.
Da jeg nåede frem lukkede hun mig ind og jeg kunne også godt både se og høre at hun ikke havde det særlig godt.
Hun havde problemer med vejrtrækningen og lå det meste af de fem-seks timer jeg var der ned i sengen.
Hun havde ca 14 dage forinden fået penicillin for en formodet lungebetændelse. Når jeg skriver formodet er det fordi at lægen ikke havde været hjemme og lytte på hende, men blot indtelefoneret medicinen på apoteket.
Min mor syntes at det havde hjulpet, men det var så blevet værre igen nu.
Jeg ville gerne have haft hende indlagt, eller i det mindste bare have haft en læge til at lytte på hende, men nixen bixen Karen Blixen, det ville hun absolut ikke høre tale om.
Hun lovede mig at hun ville ringe til sin egen læge mandag morgen og få ham til at komme forbi og lytte.
Trods at der var gået 1½ år og at hun dengang havde afvist mig totalt, og på trods af at hun var sløj, så havde vi en rigtig hyggelig eftermiddag/aften.
Jeg fik handlet lidt ind for hende og fik lidt mad i hende.
Hun virkede glad og taknemmelig, og var ved bedre mod da jeg gik, end da jeg kom.
Vi havde aftalt at jeg skulle kigge forbi i løbet af mandagen, når jeg havde været ude og købe fødselsdagsgave til Yngstedatteren.
Da jeg, sammen med Yngstedatteren, kom ved 4-tiden mandag eftermiddag åbnede hun ikke.
Jeg havde heldigvis nøglerne til hendes lejlighed med i min taske.
Indenfor var der tomt.
Inde i hendes soveværelse fandt jeg så en plastikpose fra en iltmaske, og så vidste jeg bare at hun var blevet kørt på hospitalet.
Jeg ringede straks til Hvidovre Hospital og det blev bekræftet at hun akkurat lige var blevet indlagt der på akutmodtagelsen.
Yngstedatteren og jeg skyndte os at få noget at spise og så gik turen ud mod hospitalet.
Og det var ikke noget rart syn der mødte os.
Min mor nærmest hang over mod sengehesten, hun måtte nemlig ikke ligge ned, og hun havde en stor iltmaske på, ikke blot de der to sugerør i næsen.
Hun blev glad for at se os og livede lidt op. Men det var tydeligt at hendes tilstand var forværret fra dagen før.
Og det var rigtig svært at se på, hvor besværret hendes vejrtrækning var.
Og der var et rend af læger, sygeplejersker og laboranter, der skiftedes til at prøve at finde bare en åre i hendes albueled der ikke kolapsede når de forsøgte at lægge en ventil til kontrastvæske som hun skulle have sprøjtet ind før de kunne røntgenfotografere hendes lunger.
Det lykkedes ikke, men de forsøgte at røntgenfotografere alligevel.
Da hun kom tilbage fra røntgenfotografering var hendes tilstand yderligere forværret.
Hun blev ind imellem så grebet af panik at hun hev sig op og sidde, og efter sådan en tur nærmest hviskede hun ar hun snart ikke kunne mere.
Kl 23 sendte jeg Yngstedatteren hjem. Jeg ville selv blive der til hun var blevet mere stabil.
Efter Yngstedatteren var gået, fornemmede jeg blandt personalet en panik brede sig over at intet af det de umiddelbart kunne gøre for min mor hjalp hende den mindste smule.
Jeg har ikke tal på hvor mange forskellige personaler jeg fik hilst på den aften, men det var mange.
Da kl var halv tolv kom der en læge ind fra Intensiv afd og sagde at de nu ville overtage behandlingen. Og det skulle være nu, og ikke om 10 min som der ville gå inden en portør ville komme.
Der gik ikke to minutter, så stod der en portør på stuen og ba-buh så måtte jeg gribe alt mit habbengut og halvløbe efter sengen over på Intensiv.
Jeg blev parkeret ude på en gang et stykke væk fra den stue som min mor blev kørt ind på, hvor der allerede stod et team klar til at modtage hende.
Så fik jeg at vide at jeg ikke måtte have mobilen tændt derinde på afd.
Og det slog mig ud.
Det var min eneste kontakt til familien som jeg havde regnet med at informere, imens jeg bare sad der og ventede.
Jeg ved ikke hvor længe der gik før at en anden læge kom ud og informerede mig.
Der kan være gået under 15 min , en halv time eller mere.
Han var anæstesi læge og han fortalte at de havde lagt min mor i kunstigt koma og i respirator.
Det var det bedste de kunne gøre for hende lige nu.
Og jeg skulle være forberedt på at der jo var en del slanger og maskiner som hun var koblet til, når der om ikke så længe ville komme en sygeplejerske og hente mig ind på stuen hvor min mor lå.
Mere ventetid.
Men han kunne nu også godt have forberedt mig på alt det blod der var på sengetøjet og det tøj min mor havde på.
De havde været nødt til at gå ind i hendes halspulsåre for at kunne lægge den ventil hvor igennem hun fik 5-6 forskellige slags medicin. Hvoriblandt der var penicillin og blodtryks stabilliserende medicin.
Jeg sad et par timer hos hende og så på apperatet hvordan hun blev mere og mere stabil.
Så valgte jeg at tage hjem. Sove blev der ikke meget af, men jeg fik slappet lidt af.
Tirsdag formiddag mødtes jeg med Ældstedatteren og vi tog sammen ud på hospitalet.
Vi blev næsten med det samme indkaldt til en samtale med en læge og en sygeplejerske, som fortalte hvad de gjorde for min mor lige pt.
De trak vejret næsten 100 % for hende og hun fik det før omtalte medicin plus insulin (hun havde diabetes) og selvfølgelig det at sove på.
Lægen sagde at sådan som hun havde det lige nu så var der ikke meget håb forude, men de ville give hende 24 timer til at rette sig væsentligt, så ville de naturligvis gøre alt for at gøre hende rask hvis hun rettede sig nok indenfor de 24 timer.
Hold nu fast det næste døgn var hårdt.
Alle i familien blev informeret om de barske realiteter, og vi fortalte at hvis dem der ønskede at sige farvel til mor/farmor/mormor de skulle komme i løbet af tirsdagen.
Eller onsdag formiddag, fordi der sandsynligvis ville blive slukket for respiratoren onsdag middag og ingen vidste hvor længe der  derefter ville gå før hun drog sit sidste åndedrag.
Den eneste der dukkede op onsdag eftermiddag, var mit gudbarn/mors barnebarn nr. 4 S.
Og hun overlappede lige Ældstedatteren der skulle hjem til Øjestenen.
Kort tid efter hendes ankomst begyndte mors værdier at stige. Hun bedrede sig betydeligt. Så betydeligt at de begyndte at give hende sondemad.
Så da vi blev sendt kærligt, men bestemt hjem af sygeplejersken, for at få noget hvile, så det mere positivt ud end det havde gjort før under hendes indlæggelse.
Men jeg turde næsten ikke håbe. 
Jeg kunne mærke at jeg havde det bedst med at håbe på det bedste, men forvente de værste.
Og ganske rigtigt, næste formiddag da vi (min yngste storebror, S., Ældstedatteren, Yngstedatteren og jeg) ankom samlet til afdelingen, blev vi med det samme indkaldt til samtale med tre læger og en enkelt sygeplejerske. Og så vidste jeg godt hvad klokken havde slået.
De gennemgik stille og roligt forløbet med os, og bad os tage stilling til, ikke om, men hvornår de skulle lukke ned for respiratoren.
Vi var da alle helt afklarede med at der ikke var nogen grund til at trække pinen ud for min mor. 
Hun har hele sit liv være skrækslagen for læger og hospitaler, så der skulle ikke i hendes fremskredne alder (83 år) begyndes at gives livsforlængende behandling, fordi det ville hun ikke selv have ønsket. Hun havde både overfor min yngste storebror og overfor mig om søndagen, givet udtryk for at hun var mæt af dage, at hun ikke følte at hun længere havde noget at leve for.
Derudover så havde hun savnet min far rigtig meget i de 16 år han havde været død.
Vi blev spurgt om der var flere der skulle nå frem inden de slukkede, men det forventede vi ikke.
Vi blevet alle 5 guidet ind på stuen og fik alle fem en stol rundt om mors seng.
og imens vi sad der og holdt hende i hånden og fortalte små anekdoter og om store oplevelser med hende, gik sygeplejersken lige så stille rundt og lukkede ned for de ting der skulle lukkes ned for.
De slukker ikke helt for respiratoren, men understøtter blot hendes egne vejrtrækninger så længe de er der. Og hun er hele tiden i koma og smertedækket.
Der gik ca en time, så drog hun sit sidste suk.
Det gik hurtigt, og personalet sagde blot at det understøttede den beslutning vi havde taget.
Hun havde været for syg til at leve uden hjælp fra maskiner og kraftig medicinering.

Det hele foregik værdigt og stille og roligt.
Døden er ikke smuk, men det var meget tydeligt at min mors sjæl hurtigt havde forladt det hylster der nu lå livløst i den seng på Hvidovre Hospital.

Jeg fik sagt det jeg ville og jeg gav hende endnu et kys på panden inden jeg gik ud og takkede personalet for en god behandling af os pårørende

R.I.P mor...og hils far...og dans nu rundt i bare fødder imens du nyder store isvafler uden at skulle tænke på sygdom eller vægt :)

Jeg kan mærke at jeg ikke kan skrive mere lige nu.

8 kommentarer:

Helle sagde ...

jeg ved slet ikke hvad man siger her men jeg er rørt og det er dig der har det værst hun har fred nu ... mange tanker din vej

Pi Andrea sagde ...

Tak :)

DiSign-Keramik sagde ...

Mange varme tanker til dig.

Knus herfra.

Louise i Gammelby sagde ...

Kondolerer og sender dig mine kærligste tanker <3

Henriette sagde ...

Det gør mig trist på dine vegne, at jeres forhold har været så svært, men.. det gør mig glad at det virker som om det blev glattet ud igen inden det var for sent. Jeg sender mine knus og tanker til dig.

Mkh
Henriette

mette laumann sagde ...

Først vil jeg kondolerer .....ååååhhh hvor er jeg glad for at du tog til din mor den dag , nu sidder jeg med en klomp i halsen og syntes det hele er så trist for jer .
håber det binder jer mere sammen .
himlen må vente på os.
kh Mette

Pi Andrea sagde ...

Tusind tak, alle sammen, for jeres knus, tanker og kærlige hilsner. De varmer virkeligt i disse svære dage :)

Betty sagde ...

Kæreste Pi.....Jeg vil gerne kondolere, og sende dig mine varmeste medfølende tanker.....måtte da lige knibe en tåre, for det sendte uundgåeligt nogle tanker tilbage på min egen mor, som jeg mistede for 2 1/2 år siden.....ønsker dig det bedste....Knus Betty!