tirsdag den 1. maj 2012

Blandet godt og ...

Jeg synes at tiden går hurtigt, selvom jeg går langsomt.
Søvnløshed efterfulgt at træthed, efterfulgt af mere søvnløshed, efterfulgt at træthed.
Når jeg endelig sover lidt drømmer jeg drømme som er Hollywood-værdige.
Tragedier, lykke og alt det andet blandet sammen i en pærevælling.


Billedet er lidt forældet, fordi den anden lampe er også blevet monteret nu.


Lidt indkøb fra Tiger. Dog ikke Chai'en som er fra en kaffe/te butik i Rødovre Centrum.


Købt via Den blå avis.



Dugen, spejlet, fyrfadsstagen og Flamingopynten er fra Forvandlingskuglen.


Det er dette papir også.


Og dugen blev pakket ind i dette über smukke papir.

Det er ting og indkøb foretaget over den sidste måned...jeg får bare ikke blogget alt det jeg gerne vil.
Ikke fordi jeg ikke har noget at blogge om - jeg overkommer det bare ikke midt i alle de tanker og følelser der suser rundt i hovedet og kroppen nu.

Jeg vil nu indvie dig i noget som har været min hemmelighed indtil for ganske nyligt.
Jeg har jo en lille have lige udenfor min stue.
25 kvm som jeg bl.a valgte denne lejlighed ud fra da jeg byttede Nørrebro ud med Valby for snart 5 år siden.
Men jeg er bange for at gå derud.
Angsten snupper mit vejr.
Og jeg forsøger at lukke øjnene for at jeg har det lille stykke jord udenfor.
Som jeg ønskede mig for 5 år siden.
Det har ikke altid været sådan. Med angsten.
Men den har været der de sidste par år.
Og det er svært at finde den gode grund til hvorfor.

Efter jeg blev syg for snart 7½ år siden gik det op for mig at jeg altid har lidt af sommerdepressioner.
Ikke som den der væltede mit liv d. 31/12-04... Men lysten til at isolere mig. At det ikke gjorde mig trist når sommeren regnede væk, fordi så kunne jeg jo blive indendørs og hygge mig med venner osv.
Underligt ja det synes jeg.
Men alle skal/forventes jo at være glade og frie og udadvendte når solen og varmen endelig strømmer ned over vores lille land.
Og jeg kan også godt lide solen og varmen, men når jeg har lyst og ikke fordi at andre forventer og nærmest   dikterer at jeg da skal ud i det.
Derfor tænkte jeg også at en lille have udenfor døren ville gøre lykken for mig, fordi så kunne jeg jo gå ind og ud i den som jeg havde lyst til.
Ingen forventninger. 
Men jeg har en nabo som de første par år gjorde det til et helvede at bruge haven (ja næsten at bo her, men det er en anden historie).
Hun er mellem 70 og 80 år gammel, en sur dame som brokker sig over alt.
Også over at jeg ikke lige havde samme tærskel for ukrudt som hendes søn, fordi det er  ham der troligt kommer og passer hendes have hver fredag i hele sæsonen.
Så det var med råb igennem hækken når jeg gik rundt eller sad derude, om jeg da ikke snart skulle igang med at lave noget i haven. Og når jeg havde besøg af Babyhunden som måske gøede af hende når hun kunne høre hende hoste inde på den anden side af hækken, råbte hun højt og længe af.
Og jeg er jo opdraget til at være en pæn pige, så jeg svarede ikke igen.
Men damen råbte af alt og alle derude som ikke lige teede sig som hun gerne ville have det.
Samtidig boede der en ung fyr oppe på 2.sal som ofte smed ting ud af vinduet istedet for at smide dem i skraldespanden. Brændende cigaret har jeg nær fået i hovedet engang jeg sad derude og nød solen.
Andre gange har jeg fundet brugte kondomer og andet ulækkert når jeg kom derud.
Jeg skrev en pæn seddel og hang op i opgangen om dem der smed ting ud af vinduerne ikke godt ville være søde at lade være, men det gjorde det faktisk bare værre.

Den unge fyr er heldigvis flyttet her i vinter. Men den gamle dame bor stadigvæk inde i opgangen ved siden af.
Og så har jeg jo den evige kamp med min egen perfektionisme.
Selv om jeg godt ved at ingen og intet kan være/blive perfekt, ja så kræver den af og til sit for at blive holdt ned.
Jeg har selv en idé om at det er alt det der i en sammensurium giver gødning til min angst.
Igår tog jeg kampen op.
Og det lykkedes mig faktisk at åbne døren og komme derud med en hynde og sidde der i over en time.
Godt nok med lidt håndarbejde i hænderne...men jeg gjorde det. :o)
...selv om den sure gamle dame sad inde i sin have med besøg af hendes datter.
Bøgehækken er jo ikke tæt endnu...glæder mig til ikke at kunne blive set på af sur gammel dame.
Jeg ville ønske at jeg kunne være som Yvonne ( du ved hende fra Olsen-banden) når jeg går derud...et godt råd jeg fik af Pernille. Jeg må øve mig på det :o)

Nu vil jeg gøre mig klar til at tage med Yngstedatteren ind og købe en kjole til hende, som hun gerne vil have til et bryllup som hun skal til om en måneds tid. :o)
Det er jo også en måde at komme ud i solen på... ;o)

Håber at du kan nyde det fine forårsvejr uden angsten i hælene... :o)
Ciao... :o)


3 kommentarer:

Pernille på 1. sagde ...

Yvonne jeg ved at du klarer den, det er bare så super flot at du allerede har været derude en gang, jeg er så ked af at jeg har så travlt så jeg ikke kan komme over til dig på fredag, så kunne vi lige have gjort den lille have eventyragtigt, håber du kan få pigerne til at hjælpe dig med det.
Og hende den gamle dame, hende sender du bare nogle kindkys

Eva sagde ...

Hvor er det synd for den gamle dame, at hun skal være så sur. Kan du ikke tænke sådan?

Det er sejt, at du allerede har hygget dig i haven med håndarbejde. Kan du ikke invitere et par stykker til middag, og så få dem til at komme et par timer før og hjælpe med at gøre dine 25 kvm til et lille paradis?

Held og lykke med at jage angsten på porten og nyde sommeren i havestolen.

Mig og Maya sagde ...

Uha, den angst. Jeg føler med dig. Men der er altså ikke noget som håndarbejde, der kan holde angsten i skak. Jeg synes, du er mægtig sej, at du har kæmpet sådan imord den i haven. Knus Heidi