tirsdag den 24. august 2010

Regnvåd tirsdag...

Lige nu skinner solen over mig og min lille have, men for ikke så længe siden væltede regnen ned over os... Og i nat regnede det også voldsomt ind imellem... Det ved jeg fordi jeg havde sådan en nat hvor jeg ikke får sovet så meget...

Min ryg er stadigvæk i udu... Og tankerne omkring fremtid og evt. uddannelse og job løber i cirkler...

Jeg ved jo af erfaring at når min krop bliver ved med at blive "syg" på den ene og den anden måde, så er det et tegn på at noget overordnet er galt...
Jeg ved også at når det begynder at gå skævt med den personlige hygiejne...at jeg ikke orker eller har lyst til at gøre noget ud af mig selv...så er der noget galt...
Jeg ved at når opvask og støv begynder at hobe sig op herhjemme, fordi jeg mangler lyst og overskud, ja så er der noget galt...
Jeg ved også når gnisten mangler til at få lavet noget af det som jeg ved giver mig glæde og ny energi, nemlig det kreative, ja så er den helt gal...

Når jeg bare har lyst til at være alene, aflyse og afvise aftaler, så kan det ikke være helt som det skal være...
Når jeg bliver lettet over at andre aflyser aftaler...
Når jeg har besøg, så glemmer jeg at være en god værtinde...får ikke tilbudt gæsten noget at drikke eller spise...

Når jeg har svært ved at blive begejstret over de samme ting, som jeg ved tidligere ville begejstre mig...
Når jeg skal anstrenge mig for ikke at lyde trist i telefonen...
Når jeg tuder over ingenting...

At jeg har lyst til at give Aktiveringen/projektet fingeren...og råbe til min sagsbehandler at hun bare skal lade mig være i fred...fordi jeg ikke orker flere gok i nødden...ikke flere nederlag...

Når jeg ikke helt ved hvem jeg skal snakke med om alt dette...fordi jeg ikke orker en ny peptalk...om at jeg da bare skal tage mig sammen og komme op på hesten igen... nej det siger de ikke direkte, men de har svært ved at forstå (acceptere?) at jeg er havnet herude igen-igen...

For jeg har virkelig forsøgt at gøre mit bedste... At kører på... men det som gør mest ondt, er at jeg bare har så svært ved selv at erkende/forstå at jeg nok ikke kan alt det jeg gerne vil... at jeg er slidt op ... At alle de ting som jeg har skulle klare, for det meste alene, har tæret så kraftigt at der tilsyneladende ikke er så meget mere at hente? Ihvertfald ikke hvis jeg skal fungere på det private og sociale plan...og det er jo der man lader op og finder energien til uddannelse/job... får vi at vide i aktiveringen/projektet...

Tvivlen ... selverkendelsen... anerkendelsen...

Det jeg bare skal prøve at huske på er, at uanset hvilket resultat det hele ender op med...så er jeg et fuldstændigt fantastisk menneske...bare på min måde at være menneske...
-men hold da op det kan være svært at huske på ... :o)

Ciao... :o)

1 kommentar:

Betty Margerthe Larsen sagde ...

Det berører mig altid, når jeg læser om din svære situation, og hold da op, hvor jeg husker, kun alt for tydeligt...har selv stået der.
Kender selvfølgelig ikke hele din situation, men jeg synes alligevel, den er så genkendelig.
Hvis du har lyst, kan du læse den korte version om mig, på min blog.

Tanker til dig!