mandag den 16. august 2010

Hvor meget skal man ydmyge sig...?

Jeg kan næsten ikke se ud af øjnene idag... Hvis Marty Feldmann siger dig noget, så ved du nogenlunde hvordan jeg ser ud... Og det er fordi jeg har tudet...stortudet...

Årsag: Min mor. Igen-igen...

Jeg har vist nævnt det før at jeg i hele mit liv har haft et anstrengt forhold til min mor... Hun er nok noget af det mest kolde, reserverede...og ja til tider ondskabsfulde menneske jeg kender... Så er det sagt...eller rettere skrevet...

Men hun er trods alt min mor...og jeg er født optimist...til tider håbløs...så jeg har op igennem tiden tilgivet hende adskellige gange... Efter i over et år ikke at have haft kontakt med hende, tog jeg i starten af i år, atter tråden op... Mest for min egen samvittigheds skyld...men også med tanke på at hun jo er gammel og kan have brug for hjælp til indkøb, rengøring mv. Og det er så gået nogenlunde frem til nu...jeg har måtte sluge et par små kameler undervejs, men hvad gør man ikke for den gode stemning skyld...

Igår havde jeg aftalt med hende at jeg ville komme forbi ved 3-tiden og lige løbe over med støvsugeren osv. Jeg var så lige igang herhjemme med at rykke lidt rundt og ned og op fra kælderen, med hjælp fra Yngstedatteren...så pludselig kunne jeg jo godt se at jeg ikke kunne nå det indenfor den tilladelige tids-buffer... Yngstedatteren sagde: Mor, ring dog lige til hende og sig at du bliver en times tid forsinket (hun er jo godt opdraget ;o) )... Jeg selv var mest tilbøjelig til bare at komme det for sent som jeg nu ville komme, uden at give besked...måske for at undgå det der så skete da jeg ringede...hvilket jeg et eller andet sted havde forudset, fordi jeg kender min mor...

Nå men jeg ringede hende op og sagde at tiden desværre var løbet fra mig og at jeg ville blive en lille time forsinket...

I den anden ende af røret: " nå...jamen så ...JEG SKAL HELLER IKKE HAVE GJORT RENT PÅ EN SØNDAG...

Mig: jamen hvad så med imorgen istedet?... siger jeg med et smil på læben...som den gode datter...

I den anden ende: nej ved du hvad...vi glemmer bare det hele (altså ment som at jeg ikke skulle komme mere)... Kan du have det godt ... Farvel... -og knald så blev røret bare lagt på...

Og der sad jeg så...med alle mine gode intentioner...ville bare blive en lille time forsinket...jamen hun vidste jo at det var søndag da vi lavede aftalen... og jeg hjælper faktisk hende , for hendes skyld...

Og jeg var paf... og blev rigtig ked af det...og så kom vreden... Hvad fanden bilder hun sig ind...at te sig på den måde overfor hendes datter...
Og det gjorde ondt...igen...for det er jo så absolut ikke første gang noget lignende sker... Hun er faktisk engang skredet fra Yngstedatterens fødselsdag... Jeg tror det var da hun blev 9 år... indigneret over at jeg tog det nært at hun kritiserede mine børn i åbent forum...

Og nu følger tavsheden så...som den altid har fulgt mig op igennem min opvækst... Nogen gange vidste jeg ikke hvad det var jeg havde gjort...men noget havde jeg gjort galt, fordi mor svarede mig ikke og hun talte heller ikke til mig... Og når den tavsheden ramte min far, og hun ønskede at han alligevel lige skulle have besked om et eller andet...ja så blev beskeden givet igennem os børn... Så jeg har lært at træde varsomt... ikke at gøre mor vred... at please hende på alle mulige måder... Og gud det har taget år at aflægge den vane overfor alle mulige andre mennesker...at tro på at de gerne vil mig selv om jeg siger min mening og måske ikke er enig... og jeg øver mig stadigvæk... Også overfor min mor...i små doser... men det er stadigvæk ikke acceptabelt... Hvor meget mere skal jeg prøve?... Hvor meget mere skal jeg finde mig i?... Hvor meget mere skal jeg ydmyge mig?... Der må jo være en kant... Og de tre storebrødre jeg har, en i Århus, en i Hirtshals og en i Thailand...hvor meget tænker de over hvad jeg må finde mig i, fordi jeg nu lige bor tættest på...og dermed har "ansvaret"...for hun er jo bare en sød gammel dame som de snakker med i telefonen hver 14 dag...4 gange om året...måske ... Hun forguder dem...det må jeg lægge øre til når jeg kommer forbi ca. 1 gang om ugen... og så behandler hun mig sådan... De er jo flygtet/flyttet væk fra hende!...

Der er sku da ikke noget at sige til, at jeg, som det følsomme menneske jeg er, ind imellem slår knuder indvendigt... Et eller andet sted er skadet på sjælen/i sindet... For alle ved at fysisk vold ofte kan ses på de fysiske skader...men skader efter psykisk vold er usynlige for det blotte øje...

Det blev meget personlig...dette indlæg...men du som har læst med længe, ved at det er sådan jeg også er... Hudløs ærlig... :o)

Håber at du griber din mandag med glæde... :o)
Ciao


3 kommentarer:

DiSign-Keramik sagde ...

Hej søde
Åh, hvor jeg dog føler med dig.

Jeg cuttede forbindelsen til min mor for ca. 13 år siden og har ikke et sekund fortrudt.

Vil ikke her komme ind på det hele, men noget med at man ikke kan leve op til de krav som hun stiller og man ikke er helt så god som de andre søskende. Og at hun ikke kunne acceptere min handicappede datter.

Tænk engang, jeg blev ca. 1 ton lettere da brudet endelig var der.

Så igen, jeg føler med dig.

Mange varme tanker og kram
Dianna

Eva sagde ...

Uha, det er så svært med mødre, fordi der jo også er følelser involveret. Man kan være nødt til at acceptere, at kontakt ikke gør noget godt for nogen. Hvis din mor ønsker hjælp og kontakt, må det være op til hende, og hun må behandle dig ordentligt. Basta.

Jeg er selv vokset op med en psykisk syg mor, der også ind imellem var for vanskelig, og så må man desværre trække sig. Sjovt er det ikke.
Varme tanker til dig.

Velkommen hos indretning med farver. sagde ...

Hej Pi.

Åhh!!! hvor jeg kender det.
Jeg har en mor der minder utoligt meget om din.
Og har ofte brudt forbindelsen med hende, men kontaktet hende igen, eller hun har fået en dialog igang igennem mine søskende, så vi kunne tale sammen igen.
Hun troede hun skulle styre mit og mine børn´s liv.
Hun kunne aldrig glæde sig på mine vegne, men konstant kritisere.
Når jeg havde været sammen med hende, drænede hun mig fuldstændigt for energi.
Så for 4 år siden fik jeg nok.
Og brød alt kontakt med hende.
Fortryder, så meget at jeg ikke har haft kræfter til at gøre det noget før.
Savner hende ikke et øjeblik...
D.v.s jeg ville ønske jeg havde en mor som virklig holdt af mig og behandlede mig ordentligt.
Håber du en dag for modet.
Knus Susi