Nu bliver jeg faktisk en smule vred...

... Igen er en masse unge mennesker som har fået et NEJ til deres ønskeuddannelse... Hvad ligner det?
Vi...samfundet...politikerne har lagt det, at vælge rigtigt, på de unges skuldre i en meget ung alder... Omkring 5 kl. bliver de unge "fanget ind" af skolevejlederen for at lægge en slagplan for den unges fremtid... Allerede der er det vigtigt at have gjort sig tanker om hvad man vil være som voksen, for det har jo betydning for de kommende valg af f.eks. sprog...og andre valgfag...
Altså bliver børnene lært at være målrettet.
Og det i sig selv er vel ikke dårligt...?!?

Jeg husker min 5.kl som værende af bekymringer som hvad synes de andre om mig når jeg tager det her tøj på...og at skulle have sløjd (hvor jeg også formåede at save et godt stykke ned gennem tommelfinger og -negl, uden varige mén, før jeg stoppede med at save) og håndarbejde blandet hold med drenge der ikke rigtigt gad hånsarbejde og piger der ikke fandt sløjd helt så facinerende som læreren...
Lejrskole sammen med plageånderne, som jeg nu også skulle indtage resten af dagens måltider sammen med, og ovenikøbet dele sovesal med...men jeg husker ikke noget om at jeg skulle tænke over valgfag i 7. kl...eller sågar hvad jeg kunne tænke mig at blive når jeg blev stor...

Drømmende kom og gik... så ville jeg være arkæolog, jeg fandt det facinerende at kunne finde gamle ting ned i jorden/sandet...så ville jeg være politibetjent, fordi hvor måtte det være rart at have magt til at stoppe fartbøllerog andre lovovertrædere, og udskrive bøder...endog nogle gange putte dem i fængsel. Så ville jeg være skuespiller, for var der noget jeg var god til så var det at spille komedie...senere poppede drømmen om at blive psykolog op...jeg havde læst nogle spændende bøger om emnet, og havde fundet mit kald...

Efter endt folkeskole med gode karaktere, og endt gymnasietid med ikke så gode karaktere, skulle jeg så vælge for alvor...og stærkt påvirket af fordomme og det-ville-passe-sig, i hælene, søgte jeg omkring 100 stillinger som kontorelev i det offentlige..."for så var man da sikret til man skulle på pension"... Men ikke et JA fik jeg, og det slog mig faktisk overhovedet ikke ud. Jeg flyttede sågar hjemmefra med en kontanthjælp i baglommen, sammen med min daværende kæreste, i en lille ejerlejlighed på Nørrebro. Han var i butikslære, og nok ikke det bedste kort, hvis man spurgte mine forældre. Men jeg var lykkelig...
Jeg ringede rundt til omkring 20 daginst. og fik job som tilkaldervikar i en børnehave.Og det endt med at jeg nærmest arbejde fuld tid der...senere begyndte jeg som tilkaldervikar på et fritidshjem...som efter 14 dage på prøve, blev til en fastansættelse, med ansvar for egen stue med 10 børn...det var her at drømmen om at blive pædagog den opstod... (havde været i praktik i 10.kl. i en børnehave, og efter endt praktikforløb konstaterede jeg højlydt at jeg skulle ihvertfald ikke være pædagog)... men man har jo et standpunkt, til man tager et nyt... Jeg blev så i mellemtiden mor, og da ældstedatteren var 1½ år begyndte jeg på seminariet og fuldførte på normeret tid.

Når jeg står og kigger tilbage, snart på vej mod en ny uddannelse , så er det jeg spørger mig selv... Hvad er det vores børn skal have så travlt med?...når de det mon ikke nok?...når de selv får lysten, modet, drømmen?
Ja ja, jeg ved jo godt at samfundsmæssigt så er det smartest at de går den lige vej...folkeskole-gymnasium/HF-universitet/eller anden læreranstalt-job-pension...eller er det?
Hvad med alle de der småjobs som jeg også har haft ind imellem, som f.eks. stuepige og i butik?...Jeg føler da at de i høj grad da også har været med til at danne det menneske som jeg er idag...

Der hvor min vrede så kommer ind i billedet, det er der hvor at vores forskningsminister og undervisningsminister, på spørgsmålet om , hvad de unge så skal gøre hvis de får nej til deres uddannlse?... for der er jo ikke engang pladser nok?... Jamen de må jo så se sig om efter noget andet at studere...kigge listen efter, som bliver sendt ud med NEJ'et , over uddannelser hvor der er pladser...Og jeg har selv været der for nogle år siden... Jeg søgte ind på psykologistudiet (ja, drømmen levede endnu), jeg fik nej...men jeg kunne da søge ind på eskimologi...eller teologi...eller litteraturvidenskab... Første år blev jeg bare så skuffet, så jeg smed det hele ned i en skuffe og fortsatte hvor jeg slap...andet år var jeg lidt mere forberedt på at få nej igen, og denne gang havde jeg tænkt på litteraturvidenskab, for jeg var jo glad for at læse og analysere... Og det gik jo også meget godt i et par år...men så manglede jeg den mere fysiske/menneskelige del af foremålet med studiet...og måtte bide i det sure æble og stoppe, fordi jeg fandt ud af at det alligevel ikke var mig...

Så spørger jeg...Er det mig der er mærkeligt indrettet?... Nej... Jeg har snakket med rigtig mange mennesker som ikke tør at tage springet ud i en ny uddannlese...et nyt liv... Og det kan være af mange årsager, men oftest af den økonomiske grund...så hellere blive uforløst i et job de i bund og grund ikke trives med... Gør det dem lykkelige? Nej...for penge alene gør ikke lykken... men tanken om at skulle leve på SU i nogle år...er tilsyneladende ikke tillokkende...men hvad med tanken om en evt. uddannelse...senere et job, som faktisk er mere tilfredsstillende end det som de er i idag?..Ja det kan de fleste ikke svare på...

Tilbage til vreden... For hvorfor pokker skal de unge mennesker målrettes så tidligt (læs:efter min mening, tages væk fra barndommens drømme), når det kan vise sig at det som du er gået målrettet efter, måske alligevel ikke kan lykkes, enten pga. manglende pladser, for lave karaktere eller andet... Så kan det faktisk godt tage tid for den unge, at skulle omstrukturere "drømmene"... Og det er der ikke tid til iflg politikerne, som ligefrem har snakket om præmiering af unge der går den direkte vej...
Og så er det jo altså også sådan at ikke alle modnes lige hurtigt... Jeg tager da hatten af for en ung 18-årig der flyver direkte fra gymnasiet og ind på f.eks. psykologi-studiet...jeg kan bare undre mig over hvor erfaringen med livet, som er så vigtig i lige netop det erhverv, skal komme fra... Men jeg har faktisk endnu mere respekt for den 40 årige vvs-lærling...for det valg, grunder i nogle erfaringer...og måske også i en langvarig drøm...

Personligt ville jeg da nok have været bedre rustet og fået bedre karakterer hvis jeg havde ventet med at tage min studentereksamen til jeg var f.eks. 25 ...og det havde jo så generelt givet mig flere muligheder i valg af udannelse...måske ovenikøbet drømmeuddannelsen... :o)
Jeg har dog muligheden for at opgradere min eksamen, men det pudsige er bare at det alligevel er min 27 år gamle eksamen som de vurdere min optagelse efter... Jeg troede faktisk at sådan en eksamen var forældet efter mere end 20 år, men nej..den eksamen jeg lavede på kærestesorg, småtømmermænd,weekendarbejde og andet sjov, skal jeg trækkes med hele livet... :o)

Så igen spørger jeg... Hvorfor finken skal vi have så travlt allesammen...livet løber ingen steder...og vi skal alle herfra igen i samme stilling...nemlig liggende... :o)

Ciao